Ung svensker ser sejr over mænd som boost til kvindegolf

Linn Grant håber, at hendes sejr i Scandinavian Mixed kan være et rygstød til kvindegolf, fortæller hun.

Linn Grant får et kys af sin kæreste og caddie, Pontus Samuelsson, efter sejren ved Scandinavian Mixed. <i>Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix</i>

Linn Grant får et kys af sin kæreste og caddie, Pontus Samuelsson, efter sejren ved Scandinavian Mixed. Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix

For den unge svenske golfspiller Linn Grant, som søndag vandt Scandinavian Mixed i Halmstad, var det vigtigste at slå mændene i feltet.

Det fortæller hun efter sejren.

- Det er en dejlig følelse. Hele ugen har jeg følt, at det er pigerne mod fyrene, og hvem end, der løfter trofæet, får lov til at repræsentere banen, siger den 22-årige svensker.

Linn Grant er den første kvinde til at vinde en individuel turnering blandt mænd sanktioneret af DP World Tour, tidligere kendt som European Tour.

Eneste forskel på mændene og kvinderne i turneringen er, at kvindernes teested er rykket lidt frem grundet den fysiske forskel.

Med sig på banen havde Grant sin kæreste, Pontus Samuelsson, som var hendes caddie.

- Pontus har været fantastisk. Han har holdt mig rolig og gjort alle de rigtige ting, siger hun.

Linn Grant håber, at hendes sejr kan være et rygstød til kvindegolf, og at Ladies European Tour får flere sponsorer.

- Forhåbentlig kan det her give kvindernes spil et lille boost, siger hun.

Scandinavian Mixed er en del af både DP World Tour og Ladies European Tour. Turneringen blev spillet i svenske Halmstad.

- At få lov at spille herhjemme med publikum og min familie ved min side og min kæreste som caddie er kæmpe stort. Jeg er meget stolt af mig selv, siger Linn Grant.

Samlet slutter hun i 24 slag under par efter fire runder. Det er hele ni slag bedre end nærmeste forfølgere, skotten Marc Warren og landsmanden Henrik Stenson, der deler andenpladsen.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden