Ungt AaB-hold fik længe ventet sejr og offensiv forløsning
Efter fire nederlag på stribe fik AaB's U19-hold en tiltrængt sejr, da Lyngby blev besejret
FODBOLD: Inden lørdagens møde i U19-ligaen mellem AaB og Lyngby kunne man godt have bange anelser på vegne af de nordjyske talenter. Ikke alene gik man ind til kampen på rækkens sidsteplads, men det var også blevet til fire nederlag på stribe for U19-holdet, der oven i købet havde revanche til gode mod Lyngby. I sæsonpremieren havde Lyngby nemlig vundet hele 6-1.
Alt det var dog glemt små to timer senere, da AaB-spillerne kunne juble over en 5-3-sejr og anledning til årets første sejrssang.
- Nu har vi tre ugers kamppause på grund af landsholdsaktiviteter, så det betyder meget for drengene, at vi fik den her sejr at gå til pause med. Det er bare 1000 gange sjovere for alle at møde ind til træning på mandag nu, siger AaB's U19-træner Kim Leth, der kunne se et par U17-spillere gøre sig gældende i første halvleg.
Oscar Meedom bragte både AaB på 1-0 og 2-0, inden Filip Panjekovic reducerede for Lyngby. Anders Noshe fik dog genetableret tomålsføringen inden pausen.
En pause, som spillerne tog stort ansvar i. Det blev nemlig lagt ud til spillerne, hvordan man skulle gribe de sidste 45 minutter an.
- Spillerne tog selv teten i forhold til at få rettet lidt til. Vi gik over og spillede en tand mere primitivt. Jeg satte nogle rammer op, og så kunne de ellers navigere i det, siger Kim Leth.
Den opgaveløsning skal vel at mærke ses i det lys, at det var et meget ungt U19-hold, der var på banen for AaB.
- Jeg har ikke lige den konkrete statistik foran mig, men jeg vil tro, at det er det yngste U19-hold, jeg har sendt på banen i min tid i klubben. Vi havde to U20-spillere med i Casper Gedsted og Prijovic, men så havde vi kun to andenårsspillere med. Derudover bestod holdet af syv førsteårs og fem U17-spillere, forklarer Kim Leth, der trods to reduceringer undervejs kunne sætte sig ned og slappe af mod kampens slutning. Her var AaB nemlig oppe med to mål og man mere på banen.
Magnus Kcoh og Jakob Gaardsøe stod for AaB's mål efter pausen.
- Da vi gik ind i overtiden, sagde Niels Lawaetz til mig, at jeg burde sætte mig ned og nyde resten af kampen. Det var nu en helt rar fornemmelse at kunne gøre det, for vi havde helt styr på kampen på det tidspunkt, siger Kim Leth.
- Jeg har jo fornemmet, at vores gode perioder i kampene blev længere, men det har nok betydet noget for spillerne, når vi har tabt kampene, men den her præstation var virkelig god. Det var skønt at se Casper Gedsted ligne sig selv. Prijovic skal have ros for at løse en opgave som defensiv midtbanespiller, og så må jeg rose Oliver Ross. Jeg kunne godt have ønsket mig, at han havde fået lov til at krone en stor kamp med et mål, siger Kim Leth.
Hvor der var lutter smil efter U19-kampen, var der ikke noget at smile af efter U17 og U15-holdenes kampe.
U17-holdet tabte 0-5 til Lyngby i en kamp, hvor et rødt kort til Benjamin Damsgaard var det eneste, der kunne noteres ud for AaB-præstationen.
U15-holdet, der i modsætning til de to andre hold, var kørt til Lyngby fik sig en lang tur hjem. Det var nemlig med en lussing på 0-6 i bagagen.
I den kommende landskampspause har AaB følgende spillere udtaget til de forskellige U-landshold: Oliver Ross (U18), Theo Sander (U17), Anders Noshe (U16).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.