Fodbold

United-manager kræver bedre spil i de kommende ligabrag

Med kampe mod Liverpool, Arsenal og Chelsea i de sidste seks ligakampe ser det svært ud for Manchester United.

Cristiano Ronaldo kunne juble over sit tredje mål i sejren over Norwich lørdag. Portugiseren nåede op på sit hattrick nummer 50 på klubplan i karrieren og nummer 60 i alt.
Cristiano Ronaldo kunne juble over sit tredje mål i sejren over Norwich lørdag. Portugiseren nåede op på sit hattrick nummer 50 på klubplan i karrieren og nummer 60 i alt. Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Manchester United-manager Ralf Rangnick ser ind i en yderst hård fodbolduge i Premier League. Der venter opgør ude mod Liverpool og Arsenal tirsdag og lørdag.

Tyskeren var lettet efter lørdagens knebne 3-2-sejr hjemme over oprykkerne fra Norwich. Men spillet skal være langt bedre, hvis der skal point ud af de kommende kampe.

- Vi skal spille bedre uden bolden med mere fysik og aggressivitet. Det er det største problem og det, jeg var mest utilfreds med, siger Rangnick til klubbens hjemmeside.

United har et mål om at slutte i top-4, der giver adgang til næste års Champions League.

Lige nu er United på femtepladsen med tre point op til Tottenham på fjerdepladsen. Tottenham tabte lørdag hjemme til Brighton.

Arsenal har tabt tre kampe i træk og er nummer seks med lige så mange point som United. London-klubben har dog spillet en kamp færre.

Rangnick er klar over, at de sidste seks ligakampe bliver et kapløb lige til det sidste. Og United har et vanskeligt slutprogram.

- Vi er nødt til at fokusere på vores egen præstation. Det vil løfte vores momentum og selvtilliden på holdet.

- Men vi skal være realistiske. Med sådan en præstation som mod Norwich vil det være næsten umuligt at få noget ud af kampen mod Liverpool.

- Dernæst spiller vi ude mod Arsenal, og vi har også en kamp hjemme mod Chelsea, som bliver svær, advarer Rangnick.

37-årige Cristiano Ronaldo, der scorede hattrick i sejren over Norwich, hæfter sig ved, at United kom tilbage på vindersporet efter skuffende pointtab mod Everton og Leicester.

- Jeg er meget glad for denne sejr og for at være tilbage på sporet i Premier League.

- Individuelle præstationer er kun noget værd, når det hjælper os med at nå vores mål som hold, og mit 60. hattrick i karrieren er så meget vigtigere, når det indbringer os tre point.

- Godt gået gutter. Det var en stor indsats fra alle. Vi giver ikke op, vi kæmper til det sidste, skriver Ronaldo på Instagram.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden