Fodbold

United-redningsmand Elanga opfylder egen drøm med mål

Anthony Elanga sikrede Manchester United 1-1 ude mod Atlético. En drøm gik i opfyldelse for den unge svensker.

Anthony Elanga tog en tur langs græsset på knæene efter sin udligning mod Atlético Madrid.
Anthony Elanga tog en tur langs græsset på knæene efter sin udligning mod Atlético Madrid. Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

Manchester United var godt på vej til et nederlag i det første af to ottendedelsfinaleopgør mod Atlético Madrid i Champions League.

Men det fik den 19-årige svenske indskifter Anthony Elanga ændret på ti minutter før tid.

Elanga stod for målet til 1-1, som blev kampens resultat, og svenskeren var svært begejstret for sin hovedrolle efterfølgende.

- Jeg tror, det var min første berøring i kampen (ved scoringen, red.). Jeg har drømt om øjeblikke som dette - at score i Champions League mod et klassehold som Atlético Madrid, siger Elanga til engelske BT Sport.

Den 19-årige offensivspiller kom ind med et kvarter igen af kampen, og han gjorde præcis det, som træner Ralf Rangnick havde bedt ham om.

- Vi spillede ikke vores bedste fodbold i førte halvleg, men med udskiftningerne i anden halvleg løftede vi niveauet lidt, mener Elanga.

- Rangnick sagde, at jeg skulle gå ind og gøre forsvarsspillerne bange, og hvis jeg fik en mulighed, skulle jeg udnytte den.

Det må man sige, svenskeren gjorde med udligningen til 1-1, som stiller Manchester United godt inden returopgøret på Old Trafford 15. marts.

Atléticos forsvarsspiller José Giménez var omvendt træt af resultatet. Og han mener, at United skal prise sig lykkelige for at slippe fra Madrid med 1-1.

- Jeg er lidt sur. Vi fortjente ikke kun at få uafgjort. Vi var dem totalt overlegne, siger han til den spanske sportsavis Marca.

- Vi forsvarede os godt, og vi skabte chancer. Vi ramte også overliggeren to gange. Manchester United er et godt hold, og de udnyttede en fejl af os. Det var et ærgerligt mål, for vi fortjente sejren.

João Félix stod for spaniernes mål, da han allerede efter syv minutter headede hjemmeholdet i front.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden