Sport

United-træner: Ingen Europa kan være en fordel

Det kan give Ruben Amorim gode muligheder for at opbygge holdet, at Manchester United ikke skal ud i Europa.

Ruben Amorim mener, at det kan have positive konsekvenser, at Manchester United ikke skal spille europæisk fodbold.
Ruben Amorim mener, at det kan have positive konsekvenser, at Manchester United ikke skal spille europæisk fodbold. Martin Rickett/Ritzau Scanpix

Det siges, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Det er ikke sikkert, at Manchester United-træner Ruben Amorim kender den talemåde, men logikken i den brugte han, da han tirsdag holdt pressemøde i Malaysia, hvor klubben lige nu er på charmeoffensiv.

Manchester United har i den nu afsluttede sæson præsteret så ringe, at klubben for første gang i mange år ikke skal spille europæisk fodbold på den anden side af sommerferien. Men det er slet ikke så dumt, mener portugiseren.

- Jeg må sige, at det kan være en fordel for os ikke at være i Champions League, fordi det giver os mulighed for at præstere bedre, forberede os bedre til kampene og opbygge den kerne, vi har brug for til fremtiden.

- Så jeg synes, det er en god ting for os at udnytte, at vi ikke har europæiske kampe, siger Ruben Amorim ifølge AFP.

Portugiseren, der overtog roret i Manchester United i november efter fyringen af Erik ten Hag, har ikke tænkt sig at presse sin trup med store målsætninger i den nye sæson.

- Målet for nu er at vinde den første kamp. Vi skal gøre meget i løbet af sommeren. Vi skal forberede holdet. Når man er i Manchester United, vil folk forvente, at vi er med i toppen. Men man skal forstå konteksten.

- Jeg vil ikke have, at holdet skal tænke på en stor målsætning. Kun en lille målsætning, som går på at vinde den første kamp - og derefter den anden kamp, siger Amorim.

Manchester United sluttede tre placeringer over nedrykningsstregen i Premier League og nåede Europa League-finalen, hvor det endte med nederlag til Tottenham. En finalesejr havde givet klubben en billet til Champions League.

Sidst, Manchester United havde en sæson uden europæisk deltagelse, var i 2014/15-sæsonen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden