Sport

Uno-X's stærke start begejstrer dansk chef: Nu er vi i gang

Det norske hold jagter stadig sin første etapesejr i Tour de France, men indledte med en stærk præstation.

Tobias Halland Johannessen, Magnus Cort og de øvrige Uno-X-ryttere kom godt fra start i Tour de France.
Tobias Halland Johannessen, Magnus Cort og de øvrige Uno-X-ryttere kom godt fra start i Tour de France. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mens flere store hold fik en lussing, holdt Uno-X fanen højt i sidevinden på Tour de Frances 1. etape. Det norske hold havde hele fire mand med i frontgruppen, og sprinteren Søren Wærenskjold kørte sig ind på etapens tredjeplads.

Holdet jagter fortsat sin første etapesejr i Tour de France-sammenhæng, men starten på dette års udgave lover godt, mener holdets danske sportsdirektør Christian Andersen.

- Vi var, hvor vi skulle være. En tredjeplads kan vi ikke være utilfredse med, selvom vi selvfølgelig altid håber at vinde. Vi kørte en flot etape.

- Vi sad med fire mand i forreste gruppe, og det kan vi kun være tilfredse med og stolte over, lyder det fra Andersen.

Det hårde terræn i Nordfrankrig i Tourens første del passer glimrende til de store og stærke nordmænd og såmænd også til Uno-X's eneste danske rytter, Magnus Cort.

Holdet fortsætter jagten på den eftertragtede etapesejr søndag. Her venter en mere kuperet rute med mål på en stejl rampe.

- Vi bliver nødt til at spille på andre heste i den finale, for det er ikke lige Søren Wærenskjolds afslutning. Den klarer han ikke. Men nu er vi godt i gang, siger Christian Andersen.

Han er endnu usikker på, om Magnus Corts afslutningsevner kommer i spil allerede på 2. etape.

- Han skal også lige i gang. Han skal stille og roligt have lov til at køre sig ind i løbet, og så har jeg egentlig en god fornemmelse. Han bidrog godt på 1. etape.

- Afslutningen søndag ligger ikke så dårligt til ham, og han vil da sikkert teste, hvordan benene har det, men den er svær, for det handler også meget om at sidde i de rigtige positioner på de rigtige tidspunkter, siger Christian Andersen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden