Usandsynlig helt holder liv i Vendsyssels superligahåb
Amerikanske Seyi Adekoya havde inden fredagens kamp i Kolding ikke scoret i 14 måneder

Seyi Adekoya kom ind fra bænken og vendte kampen i Kolding for VFF. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
FODBOLD:Det så længe ud til, at Vendsyssel FF's spinkle håb om oprykning til Superligaen endegyldigt skulle bisættes fredag aften i Kolding.
Hjemmeholdet bragte sig foran efter mindre end et kvarter på en omstilling, men efter et times spil lavede cheftræner Johnny Mølby en gylden udskiftning.
Seyi Adekoya kom på banen i stedet for Emmanuel Ogude, og han endte med vendte billedet for Vendsyssel FF. Amerikaneren udlignede til 1-1 på sin første aktion, da han i tom omgange fik overlistet Jens Rinke Krogh i Kolding-målet.
Kort efter fik Ali Sessaoud også bolden i nettet for vendelboerne, men scoringen blev underkendt for offside.

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Men med et kvarter tilbage slog 23-årige Seyi Adekoya til igen. Han tog chancen fra distancen, og det, der måske lignede en lidt naiv afslutning, endte med at udløse en 2-1-føring. Et decideret drop fra Koldings målmand.
I slutfasen var sydjyderne tæt på at udligne, da de bragede et frispark på stolpen, men Vendsyssel fik kæmpet sejren i land.
Trods de tre point forbliver Johnny Mølbys tropper på en femteplads, men nu er der blot to point op til netop Kolding på fjerdepladsen.
Vendsyssel har dog stadig et stort arbejde foran sig - helt præcist et gab på syv point - i forhold til den enlige oprykningsplads til Superligaen.
Kampen i tal
Kolding IF - Vendsyssel FF 1-2 (1-0)
Mål: 1-0 Mads Eriksen (14. minut), 1-1 Seyi Adekoya (63. minut), 1-2 Seyi Adekoya (75. minut)
Opstilling VFF (4-4-2): Peter Friis Jensen - Jeroen Van Der Lely, Søren Henriksen, Andreas Kaltoft, Jakob Blåbjerg - Tiemoko Konaté, Jelle Van Der Heyden (Morten Knudsen, 46. minut), Rasmus Vinderslev, Emmanuel Ogude (Seyi Adekoya, 61. minut) - Ali Messaoud, Sebastian Czajkowski (Christoffer Boateng, 77. minut)
Advarsler: Emmanuel Ogude, VFF (55. minut), Henrik Brodersen, KIF (71. minut), Simon Smidt, KIF (82. minut), Seyi Adekoya, VFF (83. minut), Søren Henriksen, VFF (88. minut), Mads Zederkoff, KIF (89. minut)
Dommer: Anders Skjødt Voergaard
Tilskuere: 1020
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.