Uskarpe EH Aalborg tabte til sidst

EH Aalborg brændte for mange chancer, og det blev dyrt i sæsonpremieren mod TMS Ringsted

Mille Eisenhardt scorede fire gange for EH Aalborg i Ringsted. <i>Arkivfoto: Henrik Louis Simonsen</i>

Mille Eisenhardt scorede fire gange for EH Aalborg i Ringsted. Arkivfoto: Henrik Louis Simonsen

HÅNDBOLD:Det begyndte med en nedtur, da EH Aalborgs håndboldkvinder lørdag tog hul på en ny sæson i 1. division.

Nordjyderne tabte nemlig sæsonpremieren med 25-26 på udebane til TMS Ringsted. Med mindre end syv minutter tilbage af kampen førte EH Aalborg ellers 23-20, inden hjemmeholdet satte en succesfuld slutspurt ind.

- Det er desværre noget, jeg har sagt mange gange efter at have tabt en håndboldkamp, men vi manglede noget på vores afslutninger i dag, og så lykkedes de med at få tippet kampen til sidst med noget syv mod seks-spil i angrebet, som vi ikke fik løst godt nok.

- Vi er enormt ærgerlige og bitre lige nu, men jeg står egentlig også med fornemmelsen af, at vi spillede en rigtig flot kamp, og at vi kan være godt tilfredse med vores præstation. Desværre manglede vi som sagt noget i vores afslutninger, og til sidst fik vi heller ikke ordentligt fat defensivt, siger Peter Jagd, der er cheftræner i EH Aalborg.

Umiddelbart efter kampen nedlagde EH Aalborg en protest, men den kommer ikke til at føre mere med sig.

- Der var noget rod med tiden til sidst, og vi var vel fem-seks minutter om at afvikle de sidste fire sekunder. Vi nedlagde protesten for så senere at kunne vurdere, om det var noget, vi skulle følge op på, men det kommer vi ikke til at gøre. Det var ikke kampafgørende, konstaterer Peter Jagd.

EH Aalborgs topscorer blev den nytilkomne islandske venstre back Andrea Jacobsen. Nordjyderne får mulighed for at revanchere nederlaget, når det på fredag gælder en hjemmekamp mod Gudme.

- Vi er sindssygt ærgerlige lige nu, og det kunne have været dejligt at få et point med hjem, men det gode er, at vi allerede på fredag kan rette på på det på hjemmebane, og det skal vi gøre, siger Peter Jagd.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.