Uvaccineret Djokovic: Jeg deltager i Australian Open
Trods manglende coronavaccination har Novak Djokovic fået tilladelse til at deltage i Australian Open.

TENNIS-DAVIS-CUP-CRO-SRB Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Novak Djokovic stiller op i Australian Open - uden en coronavaccination.
Den serbiske verdensetter oplyser, at han deltager i grand slam-turneringen efter at have modtaget dispensation for ikke at være vaccineret.
Det bekræfter den serbiske verdensetter tirsdag på Instagram, hvor han på et billede står smilende med en pakket tennistaske i en lufthavn.
- Jeg har tilbragt kvalitetstid sammen med mine elskede i julepausen, og i dag er jeg på vej down under med en medicinsk undtagelse. Kom an 2022, skriver Djokovic.
Tidligere har Djokovic afvist at svare på, om han var vaccineret eller ej. Og han har før udtrykt modstand mod vaccinebeskyttelsen.
Tvivlen om deltagelsen i årets første grand slam-turnering i Melbourne blev ikke mindre, da han meldte fra til ATP Cup i Australien, hvor han skulle have deltaget med det serbiske landshold.
Myndighederne i staten Victoria, hvor Melbourne ligger, kræver egentlig, at kun coronavaccinerede spillere kan stille op i årets Australian Open.
Vaccinen er et krav fra arrangørernes side for at deltage i Australian Open, medmindre man får tildelt en medicinsk undtagelse af et uafhængigt panel af eksperter.
I søndags indikerede chefen for Australian Open, Craig Tiley, at det ville blive afklaret i denne uge, om Djokovic ville deltage eller ej.
Arrangørerne af Australian Open har endnu ikke selv meldt noget ud, men ifølge Djokovic selv er deltagelsen altså nu på plads.
Djokovic er forsvarende mester og har vundet Australian Open ni gange i karrieren.
De seneste tre udgaver af Australian Open har Djokovic vundet.
Djokovic har vundet 20 grand slam-titler i karrieren. Det er en rekord, han deler med rivalerne Roger Federer og Rafael Nadal.
Australian Open begynder 17. januar.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.