vaccine

Uvaccineret Novak Djokovic må droppe US Open

Novak Djokovic stiller ikke op i US Open. Han kan ikke rejse ind i USA, skriver han på Twitter.

Novak Djokovic ses her under træning i sommer.
Novak Djokovic ses her under træning i sommer. Elvis Barukcic/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:49

Grand slam-turneringen US Open bliver uden verdensstjernen Novak Djokovic.

En af tidernes bedste mandlige tennisspillere må nemlig ikke rejse ind i USA. Serberen er ikke vaccineret mod covid-19.

- Desværre vil jeg ikke være i stand til at rejse til New York denne gang for at spille US Open, skriver Djokovic på Twitter.

- Jeg ønsker alle mine medspillere held og lykke. Jeg vil holde mig i god form og bevare mit positive sind, imens jeg venter på muligheden for at konkurrere igen. Vi ses snart, tennisverden, lyder det videre.

US Open begynder på mandag.

Tidligere i år var en manglende vaccination også årsagen til, at Djokovic efter en længere saga med divergerende meldinger ikke kunne deltage i grand slam-turneringen Australian Open. Dengang var han rejst til Australien, men endte med at blive deporteret.

Djokovic har flere gange bebudet, at han hellere vil gå glip af deltagelsen i de største turneringer i verden, end han vil lade sig vaccinere.

- Jeg er ikke imod vaccination, men jeg vil altid støtte, at man selv bestemmer, hvad man vil putte i sin krop, sagde Djokovic i februar.

Han har ikke været i aktion siden juli, hvor han vandt Wimbledon.

Siden dengang har størstedelen af verdenseliten deltaget i store turneringer i USA, men dem har Djokovic af samme årsag ikke deltaget i.

Som følge deraf er den 35-årige serber dumpet ned på verdensranglistens sjetteplads.

Djokovic har deltaget i US Open 16 gange i karrieren, og i 2011, 2015 og 2018 vandt han turneringen, der har hjemme i bydelen Queens.

Dertil kommer, at han yderligere seks gange har været i turneringens finale. Det var han så sent som sidste år, hvor russeren Daniil Medvedev viste sig for stærk.

I alt har Djokovic vundet 21 grand slam-titler i single, hvilket kun spanieren Rafael Nadal kan overgå på herresiden. Hos kvinderne har Steffi Graf, Serena Williams og Margaret Court vundet over 21 grand slam-titler i single.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden