Uwe Rösler ser indad efter deler på tåget pløjemark
På bagkant af 1-1 i Randers ville Uwe Rösler gerne have sat sit hold anderledes op til dyst på ujævn bane.
AGF-træner Uwe Rösler tager sin del af skylden for, at AGF fredag aften led sit første pointtab i foråret ved at spille 1-1 ude mod lokalrivalen Randers FC.
Han skulle have sat sine spillere bedre op til at håndtere de vanskelige baneforhold, der besværliggjorde et flydende fodboldspil.
Det siger tyskeren til Århus Stiftstidende efter en kamp, hvor forholdene også blev vanskeligere af en massiv tåge i anden halvleg.
- Jeg er tilfreds med det ene point. Det var en meget svær kamp for os. Vi var ikke klar til at håndtere deres fysik og nok heller ikke forholdene. Jeg må kigge indad. Jeg skulle have forberedt holdet på en anden måde.
- Jeg så Randers' kamp mod FC København (17. februar, red.), og jeg troede, at det var muligt at spille fodbold på banen, siger Uwe Rösler til avisen.
Han pointerer dog også, at baneforholdene ikke i sig selv er nogen undskyldning for, at AGF havde en svær første halvleg.
Randers-sportsdirektør Søren Pedersen var mere generet af tågen end det ujævne underlag.
- Det var svært at følge med i anden halvleg og se, hvad der foregik. Det var ikke den kamp, vi havde håbet på, når der kom så mange tilskuere til en fed stemning og en rigtig god første halvleg, hvor vi spillede godt. Så det var ærgerligt, siger Søren Pedersen til TV 2 Sport.
AGF tog føringen i det 18. minut, da superligatopscorer Patrick Mortensen høvlede bolden i nettaget. Et kvarter senere udlignede Mathias Greve til slutresultatet.
For AGF er pointdelingen umiddelbart et tabt skridt i jagten på FC København og FC Midtjylland i tabellens top.
Randers FC ligger nummer fire, men risikerer at være røget ud af top-6, inden runden er omme.
Randers-træner Rasmus Bertelsen forventer, at holdet er nødt til at vinde over enten Brøndby eller FC Midtjylland i en af forårets to sidste spillerunder for at komme i mesterskabsslutspillet.
- Jeg tror stadigvæk, at vi skal ud og finde en sejr. Vi kan ikke fedte os igennem ved at spille uafgjort, siger Bertelsen til Tipsbladet efter fredagens østjyske lokalopgør.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.