Vaccinestatus kan bremse Djokovics deltagelse i Indian Wells
Novak Djokovic er ikke vaccineret mod covid-19, og det kan udelukke serberen fra at rejse ind i USA.
Opdateret kl. 01:50
Den 20-dobbelte grand slam-vinder i tennis Novak Djokovic er med i lodtrækningen til Indian Wells-turneringen.
Det oplyser arrangøren af den store amerikanske forårsturnering og tilføjer, at det er uvist, om Djokovic på grund af sin status som ikkevaccineret mod covid-19, får lov til at rejse ind i USA.
- Vi er i øjeblikket i kontakt med hans hold. Det er imidlertid ikke afgjort, om han kan deltage i begivenheden ved at få godkendelse af CDC til at rejse ind i landet, skriver arrangøren i et tweet.
CDC svarer til Statens Serum Institut herhjemme.
Ifølge CDC's hjemmeside skal personer, der ikke er amerikanske statsborgere eller migranter, fremvise dokumentation for, at de er blevet vaccineret mod covid-19 for at få lov til at sætte sig på et fly mod USA.
Djokovic fik på grund af sin manglende coronavaccination ikke lov til at deltage i Australian Open i januar. Han blev tilbageholdt af myndigheder ved ankomsten til Australien og fik efter flere dages juridiske tovtrækkerier annulleret sit indrejsevisum.
Djokovic deltog senest i en turnering i februar i Dubai, hvor han tabte til tjekken Jiri Vesely i kvartfinalen.
Turneringen i Indian Wells anses for at være blandt tennissportens største efter de fire grand slam-turneringer.
Første runde for herrerne begynder torsdag, mens kvinderne tager hul på turneringen onsdag.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.