Han kan få overraskende hovedrolle i guldjagten
19-årig stregspiller ser ud til at få en overraskende hovedrolle i Aalborg Håndbolds guldjagt
Opdateret kl. 15:15
HÅNDBOLD: Udsigten til spilletid hos Aalborg Håndbold har længe været minimal for 19-årige Valdemar Hermansen, og det er også grunden til, at stregspilleren efter sommerferien skifter til nyoprykkede HC Midtjylland.
Normalt er han fjerdevalg hos aalborgenserne - bag den etablerede trio René Antonsen, Jesper Nielsen og Benjamin Jakobsen. Men de to sidstnævnte er på skadeslisten før holdets første DM-semifinale onsdag aften mod Bjerringbro-Silkeborg, og dermed peger pilen på Valdemar Hermansen.
- Det er på en ærgerlig baggrund, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg synes, det er megafedt at få noget ansvar i de her store kampe. Jeg vil gøre alt for at vise, at jeg kan være med på det her niveau og hjælpe holdet, fastslår den 19-årige stregspiller.
Han står blot noteret for 10 førsteholdskampe i denne sæson - med ni scoringer til følge. Men han har alligevel haft nogle betydningsfulde momenter. Han scorede to vigtige mål i slutfasen af Champions League-hjemmekampen mod THW Kiel, og for en uge siden kom han også på banen og bidrog med to scoringer i hjemmesejren over Veszprém.
- Han er en fantastisk fighter og iskold i forhold til, hvem han står overfor. Første gang, vi smed ham i ilden, var da han blev fløjtet ind til en Champions League-kamp i Barcelona (i oktober 2020, red.), så han har for vane at stemple ind, når de store kampe skal spilles, siger cheftræner Stefan Madsen med et skævt smil.
- Det er også klart sjovere at spille de store kampe, hvor pulsen virkelig er høj, end det er at være med i en blød ligakamp, tilføjer Valdemar Hermansen.
Onsdagens første DM-semifinale mod Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i Sparekassen Danmark Arena er alt andet end et blødt opgør. Aalborgenserne skal vinde for at holde guldkursen.
- Født: 20. juli 2002 (19 år)
- Position: Streg
- Klub: Aalborg Håndbold
- 10 officielle kampe og ni mål i denne sæson
- Tidligere klubber: AIK Vejgaard og Nøvling
- Spiller fra næste sæson i HC Midtjylland
- BSH er fysisk stærke, men jeg synes, at min spidskompetence er min drøjde, så det er helt fint for mig, at det bliver en hård kamp, siger den 19-årige stregspiller.
Det var aldrig rigtig på tale, at han skulle blive i Aalborg Håndbold, når hans kontrakt udløb denne sommer.
- Det vigtigste for mig er, at jeg udvikler mig, og det gør jeg ikke, hvis der står tre dygtige etablerede stregspillere foran mig i køen. Så kommer jeg til at sidde og kigge for meget på, og derfor var et klubskifte eneste udvej, siger Valdemar Hermansen.
Han har lavet en toårig aftale med midtjyderne, men han håber, at han en dag igen kan trække Aalborg Håndbolds trøje over hovedet. Han skeler til stregkollegaen René Antonsen, der som 21-årig forlod Nordjylland til fordel for Ribe-Esbjerg - for siden at vende tilbage to år senere og være fast mand.
- Jeg drømmer helt klart om, at jeg kan få niveauet til senere i min karriere at komme tilbage og spille for Aalborg. Præcis som René gjorde det, siger Valdemar Hermansen.
Det vil cheftræner Stefan Madsen bestemt heller ikke udelukke kan ske.
- Vi har aldrig været i tvivl om Valdemars kvaliteter, og han har hele tiden lagt på sit niveau. Det er ikke så mange gange, vi har haft brug for ham, men han har bare været der, når det har været nødvendigt, roser han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.