Valgren er flyttet hjem til Thy: - Først var jeg lidt nervøs
Den 31-årige cykelrytter, Michael Valgren, flyttede tilbage til Thy denne sommer. Tirsdag var han Aalborg for at køre PostNord Danmark Rundt, efter han sidste år var involveret i et voldsomt styrt
Opdateret kl. 21:36
Michael Valgren fra Østerild i Thy er glad for at sidde på cyklen igen. Det skyldes ikke mindst, at han sidste år pådrog sig en voldsom skade efter et styrt. Uheldet resulterede i både hofteskade og bækkenbrud og skete på sidste etape af det sydfranske løb Route d’Occitanie.
Men nu er han tilbage på cyklen og i det nordjyske på første etape af PostNord Danmark Rundt, hvor han også kørte DM i slutningen af juni måned i Aalborg. På trods af, at han ikke var klar til at køre Tour de France i år, er han glad for at deltage i Danmarks største etapeløb.
- Jamen, jeg glæder mig. Jeg synes, at formen er god, og så er det fedt at køre i Danmark. Det er vores Tour de France, og publikum er jo fantastisk, og der er altid god stemning, så jeg glæder mig sygt meget, siger thyboen.
Michael Valgren kører PostNord Danmark Rundt for et af løbets fem World-Tour hold, EF Education - Easypost. Her kører han i holdets ikoniske lyserøde trøje sammen med landsmanden Magnus Cort, og de to var tirsdag blandt andet oppe af den berygtede Skovbakkevej i Aalborg.
- Jeg håber på, at den fornemmelse, jeg har under træningen, passer. At jeg har gode ben og kan være med fremme en dag eller to og så bare nyde den gode stemning. Cykling er meget populært i Danmark, og det er fedt, siger thyboen om hans forventninger til etapeløbet.
Valgrens favoritrute
Michael Valgren har brugt sommeren på at genoptræne på Thys landeveje. Det skyldes, at han og familien flyttede tilbage til hjemstavnen i juni efter at have boet en årrække i Monaco. Og han er lykkelig over at være hjemme i det lokale miljø igen.
- Det er sgu dejligt at være tilbage, hvor det hele startede. Jeg var lidt nervøs for at køre i Thy og Danmark i forhold til vejret. Men det er gået vildt godt her den første halvandet måneds tid, så det har været en god velkomst, fortæller Michael Valgren.
Derfor er der heller ingen tvivl om, hvilke ruter i Thy og på Mors, der er hans favoritter at køre.
- En god klassisk rute i Thy, så skal man ud på Kystvejen til Klitmøller, Hanstholm, Vigsø og omkring Hillerslev og Nors. Det synes jeg er en fin rute, hvor der også er medvind på vej hjem, siger thyboen smilende om sin yndlingsrute.
I forhold til den nordjyske start i Aalborg er han bare glad for, at løbet ikke startede alt for langt fra Thy, så var der nemlig god mulighed for opbakning hjemmefra.
- Aalborg er superfedt og relativt tæt på Thy, for det er jo kun en time væk. Så jeg er lidt på hjemmebane, og det bliver spændende. Jeg har hele familien med, så det er dejligt, siger Michael Valgren.
Tirsdagens PostNord Danmark Rundt etape begyndte ved Budolfi Plads og sluttede på Annebergvej i Aalborg. Norske Søren Værenskjold fra Uno-X Pro kom først over målstregen og er dermed første mand i den blå føretrøje. Han blev efterfulgt af hollandske Fabio Jakobsen fra Quick-Step og danske Mads Pedersen fra Lidl-Trek.
Michael Valgren punkterede under løbet, men kom godt igen på regnvejrsruten. Han sluttede dog udenfor top-10 på 1. etape i Aalborg. Onsdag venter 2. etape fra Kjellerup til Silkeborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.