Aalborg Håndbold

Vanvidsprogram venter Aalborg Håndbold: Træner undrer sig over forskelsbehandling

Aalborg Håndbolds kamp mod Kiel er blevet presset ind tirsdag aften, og det kan give en fordel til ukrainske HC Motor

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen undrer sig over planlægningen i Champions League. Arkivfoto: Lars Pauli

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen undrer sig over planlægningen i Champions League. Arkivfoto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold skyder gang i lidt af en tretrinsraket, når det tirsdag aften gælder en udekamp mod THW Kiel i Champions League.

I stedet for at vende snuden hjem mod Danmark efter kampen går turen onsdag videre til Ukraine, hvor HC Motor torsdag venter i endnu en opgave i Champions League, og lørdag rundes en hektisk uge af med en topkamp i den hjemlige liga mod Bjerringbro-Silkeborg.

- Hvis vi selv kunne have planlagt det, ville jeg gerne have gjort det anderledes, men tingene har udviklet sig på en måde, hvor det er et spørgsmål om det muliges kunst. Det giver sig selv, at vi får brug for at grave dybt efter ressourcerne, men det tror jeg også, at vi er klar til, siger Aalborg Håndbolds cheftræner, Stefan Madsen.

Årsagen til det ekstraordinære travle program er, at tirsdagens kamp i Kiel er blevet udsat ad to omgange på grund af coronasmitte hos tyskerne.

- Det eneste, der generer mig, er, at jeg forstår, at vi ikke har været en del af dialogen omkring planlægningen, og vores kamp bare er blevet kastet ind. Samtidig kan jeg se, at Kiels kamp mod Motor ikke er blevet planlagt endnu, og det kan jo så ende med, at Motor bliver foræret de to point.

- Jeg vil gerne understrege, at det ikke er en kritik af Kiel, for de gør bare, hvad de skal, men jeg synes, at det er uretfærdigt, hvis det ender med, at vi skal betale prisen for, at Kiel ikke har kunnet spille de to første gange, siger Stefan Madsen.

Aalborg Håndbold og HC Motor ligger i øjeblikket placeret side om side med 12 point hver med tre spillerunder tilbage på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen, og derfor kan det ende med at blive udslagsgivende, hvis ukrainerne vinder kampen over Kiel på skrivebordet. Den risiko kan nordjyderne dog selv eliminere med to sejre tirsdag og torsdag.

- Vi står i en rigtig god situation, når vi selv kan afgøre det, og det har vi gode muligheder for, men der er ingen tvivl om, at det bliver afgjort på de små marginaler. Jeg er dog fortrøstningsfuld og sikker på, at vi kommer med alt, hvad vi har, siger Stefan Madsen.

THW Kiel vandt sæsonens første indbyrdes møde med Aalborg Håndbold med hele 31-23, men har langt fra haft optimale betingelser forud for tirsdagens returkamp. Bare 40 timer efter 14 dages coronakarantæne spillede nordtyskerne søndag 24-24 mod Magdeburg i den tyske Bundesliga.

- De er højst sandsynligt langt fra deres topniveau, og vi så også mod Magdeburg, at der selvfølgelig manglede noget timing. Vi går benhårdt efter at vinde i Kiel, og vi skylder også os selv at teste os af mod Kiel. I vores første kamp formåede vi aldrig at komme i gang, før den var færdig, siger Stefan Madsen.

Som i lørdagens sejr over GOG må han tirdag aften se bort fra Jonas Samuelsson, Buster Juul og Sebastian Henneberg, men førstnævnte kan måske komme i spil på torsdag i Ukraine.

- Der er en lille chance for, at Jonas kan spille lidt på torsdag, så han tager med på turen, siger Stefan Madsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.