VAR-dommer efter Lyngby-kritik: Reglerne blev fulgt

Lyngby rettede en kritik mod VAR, som ikke fungerede mod OB, men VAR-dommeren mener, at reglerne blev fulgt.

VAR fungerede ikke, da OB scorede til 2-0 mod Lyngby. Men det var helt efter bogen at fortsætte kampen, lyder det fra VAR-dommeren. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

VAR fungerede ikke, da OB scorede til 2-0 mod Lyngby. Men det var helt efter bogen at fortsætte kampen, lyder det fra VAR-dommeren. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

VAR kom igen i fokus i 3F Superligaen, da strømmen gik i VAR-vognen i løbet af kampen mellem Lyngby og OB søndag i 10. spillerunde.

I 20 minutter var der ingen hjælp til dommerne inde på banen, og her formåede OB faktisk at komme foran med 2-0 i en situation, hvor Lyngby appellerede for et frispark.

Efter kampen afviste dommer Mikkel Redder at tale med pressen, men i stedet var det VAR-dommer Jonas Hansen, der trådte frem.

- Det er protokollen og står skrevet helt firkantet ned. Hvis VAR ikke er i funktion, så skal man bare spille videre. Det var bare at følge protokollen, som er sket mange gange før.

Hansen kan ikke se et problem i, at episoden ved 2-0-målet ikke blev kigget igennem.

- Fodboldreglerne var i funktion, da der var en dommer på banen, som fulgte reglerne. Det har vi prøvet før, siger Jonas Hansen, som afviser at tale om den afgørende situation, som gav OB et mål.

- Jeg har ikke set den del af kampen. Jeg sidder i en bil, som er helt sort. Jeg har ikke set det, så det mener jeg ikke noget om.

- Jeg kan godt se, at man her vil have et interview i gang, men jeg kommer ikke til at komme med flere kommentarer.

Det var Lyngby-anfører Marcel Rømer, som mente, at han skulle have et frispark i den specifikke situation, og efter kampen var han på ingen måde tilfreds med VAR.

- Det er helt håbløst, at vi har VAR, som ikke fungerer. Så kan vi ikke have det. Jeg har ikke hørt, at det er sådan, VAR falder ud i andre lande. Så det er amatøragtigt.

- Når vi åbenbart har så ringe forhold herhjemme, så har jeg svært ved at se meningen med VAR, siger Marcel Rømer.

Dommerformand Michael Johansen var til stede på Lyngby Stadion, men havde ikke lyst til at kommentere på situationen.

OB endte med at vinde 2-0 over Lyngby.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.