Vendsyssel Elite Badminton

VEB er semifinale-klar: - Nu skal bronzen veksles

Der var ingen slinger i valsen, da Vendsyssel Elite Badminton mandag aften slog Aarhus AB 4-0 og sikrede sig en plads i semifinalen

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

BADMINTON:Der bliver igen nordjyske islæt ved netkanten, når DM-semifinalerne skal afvikles. Det står klart efter, at Vendsyssel Elite Badminton mandag aften vandt sikkert 4-0 over Aarhus AB i Badmintonligaens kvartfinale.

En stor triumf for klubben, der nu går efter at veksle de to forrige års bronzemedaljer til metal af ædlere karat, fortalte en hæs og meget glad Vendsyssel-træner, Allan K. Nielsen.

- Det betyder sindssygt meget for klubben. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke vil have flere bronzemedaljer. Så nu er målet at spille med i den finale, sagde Allan K. Nielsen.

Semifinale blev booket i fuldstændig overbevisende stil. Først vandt VEB’s damesingle Kirsty Alison Gilmour i to sæt, 21-14 og 21-16, over aarhusianernes Trine Villadsen.

Dernæst skulle Victor Svendsen op mod aarhusianernes Anders Antonsen, der i weekenden vandt sit tredje danske mesterskab i herresingle på stribe. Det lod Vendsyssels Victor Svendsen sig dog ikke kue af. Trods en svær start, nede 1-4, fik nordjyden fundet rytmen i sit spil, afviste en Antonsen-sætbold ved 19-20 og fik vendt det til 23-21.

Andet sæt blev stort set en gentagelse, hvor de to duellanter fulgtes ad til stillingen 19-20. Denne gang havde Antonsen dog marginalerne med sig og tog andet sæt. I det tredje og afgørende sæt startede Victor Svendsen med bulder og brag. Alt synes at lykkes og foran 11-4, så det unægtelig godt ud for Vendsyssel-profilen.

Danmarksmesteren fik dog fundet fodfæstet og gik fra 12-6 til 19-17, før Svendsen ved 20-19 stod med en matchbold. Her kiksede Antonsen dog fuldstændig. Derfor vandt Victor Svendsen opgøret og bragte Vendsyssel Elite Badminton foran 2-0 i holdkampen.

Den præstation imponerede i den grad VEB-træneren.

- Der er slet ingen tvivl om, at vi er nødt til at fremhæve Victor. Han slår en af verdens bedste herresingler. Det er helt fantastisk at følge hans udvikling. Han turde udfordre Antonsen på den forreste del af banen og træde frem i den og samtidig have tålmodighed på bagbanen. Og så holdt han roen og spillede kampen i stedet for at ville det for meget, lød det rosende fra Allan K. Nielsen om Victors Svendsens sejr over danmarksmesteren.

Det blev også 3-0, da nordjydernes mixed double med Robin Tabeling og Cheryl Seinen vandt med cifrene 19-21, 21-17 og 21-16. Dermed lå semifinalebilletten i hænderne på damedoublen Yao Lei og Clara Nistad. Og det var et pres, de to Vendsyssel-spillere formåede at stå imod. Med 21-15 i første sæt fulgte duoen stærkt op i andet og vandt 21-11.

Vendsyssel Elite Badminton skal i semifinalen op mod enten Greve Badminton eller Solrød Strand Badmintonklub. Greve er førstevælger qua førstepladsen i grundspillet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst