Vejgaard fik point igen: Fint på en halvdårlig dag
2. divisionsholdets tredje kamp på en uge gav også udbytte til Christian Flindt Bjergs tropper
FODBOLD: Vejgaard satte lørdag en tyk streg under holdets konkurrencedygtighed i 2. division. Premieresejren over oprykningsfavoritterne fra Middelfart og sejren i pokalturneringen over Vildbjerg blev fulgt op af 0-0 på udebane mod VSK Aarhus, der havde vundet 4-1 over Thisted i deres premiere.
- Vi er meget tilfredse med udbyttet af den her første uge. Dog må vi sige, at kvaliteten af spillet mod VSK Aarhus ikke var ret god. Benene så tunge ud, og vi havde ikke ret lange perioder med ro på bolden, erkender cheftræner Christian Flindt Bjerg.
Han understreger, at spillernes indstilling ikke fejlede noget i det aarhusianske.
- Vi spillede voksent og forsvarede os langt hen af vejen fornuftigt. VSK havde dog flere store chancer, hvor Peter Sandberg i målet reddede os. Så vi føler, det var et vundet point, selvom vi godt kunne have løbet med det hele på en tredobbelt chance i anden halvleg.
- Malthe Mondrup lavede et godt løb efter et hjørnespark, men han ramte slet ikke bolden på sin afslutning. I stedet røg bolden hen til Daniel Olsen, der fra tæt hold ramte en af deres spillere på målstregen, hvorefter returen røg tilbage til Malthe Mondrup, der skød forbi i endnu en god position, forklarer Christian Flindt Bjerg om muligheden.
Cheftræneren ser nu frem til en uge med god træning - forud for lørdagens udekamp mod Næsbys oprykkere.
- Vi skal stadig bygge på formen og konditionen. Vi er ikke der endnu, hvor spillerne kan holde til at spille tre kampe på en uge - uden at det går ud over kvaliteten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.