Vejgaards oprykningsdrømme blev udraderet
Vejgaards fodboldherrer blev søndag udspillet i Ringkøbing og måtte derved opgive deres drømme om oprykning
Opdateret kl. 20:16
FODBOLD: Vejgaard Boldspilklub kan ikke længere spille sig op 3. division, efter de led et stort nederlag på 5-1 til Ringkøbing søndag.
Det ærgrer naturligvis en af holdets profiler, Christian Rye, der havde sat næsen op efter mere.
- Stemningen er trykket, og der er stort set ikke blevet sagt et ord, efter vi har sat os ind i bussen. Vi havde håbet på mere, men det viser også, at vi stadig har meget at lære. Vi må bare op på hesten igen, lyder det fra en rigtig ærgerlig Christian Rye.
De mødte et Ringkøbing-hold, der selvfølgelig er et hold i den bedste halvdel af Danmarksserien, men som reelt ikke havde andet end sekundære placeringer at spille for i søndagens opgør, og derfor er det naturligvis ekstra skuffende for Vejgaard Boldspilklub.
- Der gik mange ting galt for os i kampen. Det er langt nemmere at fortælle, hvad der ikke gik galt for os end modsat. Vi spiller en rigtig dårlig første halvleg, og der manglede noget løssluppenhed, siger Christian Rye, der samtidig påpeger, at holdet var uden deres normale anfører Malthe Mondrup, og derudover havde et par nye spillere med til kampen.
Den dygtige midtbanespiller er dog fortrøstningsfuld forud for den kommende sæson i Vejgaard Boldspilklub, der godt kan ende med en oprykning til divisionerne.
- Nu håber vi på at bevare truppen, for den er til at spille 3. division, og vores klare ambitioner er også at optræde i divisionerne, udtaler Christian Rye.
For Rye selv har det været en sæson, der har budt på et skifte fra den skandaleombruste klub Jammerbugt FC til Vejgaard Boldspilklub henover vinteren og på trods af, at han ikke længere spiller i divisionerne og heller ikke kommer til det efter denne sæson, så er han ovenud lykkelig for det første halvår i Vejgaard.
- Jeg er sindssygt glad for at være i Vejgaard Boldspilklub, og det er jo en stor kontrast i omklædningsrummet i forhold til i Jammerbugt, slutter Christian Rye.
Før sidste spillerunde i Danmarksseriens pulje 4 ligger Vejgaard nummer to med 52 point, imens Holstebro har sikret sig den enlige oprykningsplads med 56 point.
Vejgaard Boldspilklub spiller lørdag 18. juni 14.00 sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod Odder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.