Vejle Boldklub tryner bundhold og fastholder dukseplads

Topholdene Vejle Boldklub og Hvidovre IF sejrede begge søndag og topper dermed fortsat 1. division.

Vejles græske angriber Dimitrios Emmanouilidis lukkede kort efter sin entré kampen mod Hobro (Arkivfoto). <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Vejles græske angriber Dimitrios Emmanouilidis lukkede kort efter sin entré kampen mod Hobro (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Efter to nederlag i træk fandt Vejle Boldklub søndag tilbage på sejrssporet med en 2-0-sejr over bundholdet Hobro IK i 1. division.

Østjyderne topper dermed fortsat den næstbedste række foran Hvidovre, som søndag slog Fredericia 2-1 på udebane.

Vejle og Hvidovre har henholdsvis 24 og 23 point, mens Sønderjyske som nærmeste forfølger har 19 point med en kamp i baghånden.

Vejle opførte sig som et tophold i opgøret mod et tamt Hobro-hold, der ligger næstsidst i tabellen efter at have hentet blot én sejr og scoret fire mål i sæsonens første ti ligakampe.

Efter en Vejle-domineret første halvleg uden scoringer kom hjemmeholdet foran efter 52 minutter. Den tyske angriber Richard Sukuta-Pasu snittede et indlæg fra venstreback Miiko Albornoz ind bag Hobro-keeperen.

Hobro truede kun i meget få glimt den anden vej, så det var helt efter bogen, da den netop indskiftede angriber Dimitrios Emmanouilidis et kvarter før tid øgede til 2-0 efter en energisk soloaktion.

I Fredericia var Hvidovre knap så overbevisende. Men udeholdets sejr var trods alt passende bedømt på mandskabernes præstationer.

Hvidovre var mest nærgående i første halvleg. Men kom først på tavlen i starten af anden halvleg, da offensivspilleren Andreas Smed på fremragende vis pandede venstreback Mark Nielsens indlæg i nettet.

Fredericia svarede igen ved den FC Midtjylland-ejede angriber Frederik Heiselberg, der også brugte hovedet. Men efter 75 minutter tippede kampen igen mod udeholdet, da midtbanespilleren Simon Bækgård fik sit andet gule kort.

Det gav Hvidovre fordelen, og kort før tid var det indskiftede Mohamad Al-Nasers tur til bruge hovedet og gøre sig selv til målscorer. Denne gang efter et flot og smart chipoplæg fra Frederik Carlsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Dreng mistede del af finger på skolens legeplads
Luk