Fodbold

Vejle fortsætter god stime med sejr i nedrykkerduel

Vejle kom bagud 0-1 mod Sønderjyske, men vendte kampen og endte med en sejr på 2-1 i 1. division.

Det så lørdag ud til at skulle ende med det første pointtab for Vejle på denne side af sommerpausen.

Men i duellen mod sidste sæsons anden nedrykker fra Superligaen, Sønderjyske, fik Vejle vendt 0-1 til 2-1, så det blev til den sjette sejr i lige så mange kampe i landets næstbedste fodboldrække for holdet fra Nørreskoven.

Med en scoring i 80. minut endte Marius Elvius som matchvinder for Vejle, der altså stadig topper tabellen med maksimumpoint.

Sønderjyske havde fået en god start på sæsonen med fire sejre i de første fire kampe, men har nu tabt to i træk. Hvidovre er næstbedst i 1. division med fem sejre og en uafgjort i sine første seks kampe.

Sønderjyske kom foran allerede efter cirka ti minutter mod Vejle. Med hjælp fra Vejle-keeper Lucas Hagg Johansson endte et skud fra distancen af Mads Albæk i nettet.

Johansson fik hænderne på Albæks forsøg, men kunne ikke holde fast i bolden, der ellers ikke burde være specielt udfordrende for svenskeren.

Vejles spanske forsvarsspiller Raul Albentosa sørgede dog for god stemning i hjemmeholdets omklædningsrum i pausen, da han i første halvlegs tillægstid headede bolden ind til 1-1 efter et hjørnespark.

Der skulle derefter gå 35 minutter af anden halvleg, inden Marius Elvius altså sendte Vejle på sejrskurs. Den føring blev holdt helt til slutfløjt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden