Sport

Vejle kommer ud med underskud for tredje år i træk

Et salg af German Onugkha hjalp på Vejles regnskab sidste år, men der er stadig røde tal på bundlinjen.

Vejles salg af German Onugkha til FC København hjalp Superligaens bundprop til et bedre regnskab i 2024. Angriberen er lige nu tilbage i Vejle på en lejeaftale og har scoret syv mål i fem kampe i ligaen. (Arkivfoto).
Vejles salg af German Onugkha til FC København hjalp Superligaens bundprop til et bedre regnskab i 2024. Angriberen er lige nu tilbage i Vejle på en lejeaftale og har scoret syv mål i fem kampe i ligaen. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

For tredje år i træk er der underskud hos Vejle Boldklub, men det er for regnskabsåret 2024 mindre end året forinden.

Superligaens bundklub kan præsentere et underskud på 3,7 millioner kroner for 2024. I 2023 lød det på 15,7 millioner kroner. Året før havde Vejle 6,6 millioner kroner i underskud.

- 2024 var et år, hvor Vejle Boldklub sammensatte et stærkt forår, men hvor efteråret af flere årsager ikke levede op til klubbens forventninger.

- Det har betydet et lille underskud for hele året, siger Vejle-direktør Henrik Tønder til klubbens hjemmeside.

Sidste sommer solgte Vejle superligatopscorer German Onugkha til FC København, og det har forbedret resultatet markant.

Onugkha kom i øvrigt i januar tilbage til Vejle på en lejeaftale og har scoret syv mål i de første fem kampe i Superligaen. De fem kampe har kastet syv point af sig og skabt fornyet håb om overlevelse i bunden af rækken.

Vejle har fem point op til redning inden nedrykningsspillets ti kampe, og klubben satser på en gentagelse af bedriften for et år siden.

I foråret 2024 lykkedes det Vejle at redde sig en ny sæson i landets bedste række. Her lå holdet under nedrykningsstregen indtil sidste spillerunde.

I begyndelsen af den igangværende sæson fik Vejle den dårligste start af en klub i Superligaens historie. Vejle tabte sæsonens første ti ligakampe, og det medførte en fyring af Ivan Prelec som cheftræner.

Vejle forklarer i regnskabet, at sidste sommers transfervindue er skyld i en del af problemerne.

- Et historisk dårligt transfervindue efterlader Vejle Boldklub markant svagere, end man havde stået i foråret, står der i ledelsesberetningen, som er en del af klubbens regnskab.

Regnskabet dækker 2024, og siden har Vejle skiftet ejere, da Andrew Zolotko i starten af året solgte samtlige sine aktier i selskabet.

De nye aktionærer er trådt til og dækket det hul, der var i klubbens egenkapital på omkring 20 millioner kroner. Selskabets egenkapital lyder nu på lidt over en million kroner.

Desuden har Vejle i januar solgt forsvarsspilleren Oliver Provstgaard til italienske Lazio, men det er først noget, der tæller i dette års regnskab.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden