Vejle taber terræn i toppen efter andet nederlag i træk

Vendsyssel FF vandt søndag 2-0 på hjemmebane over Vejle i den næstbedste danske fodboldrække.

Vejle-træner Ivan Prelec kunne se sit hold vinde de første syv kampe i 1. division. Men nu har holdet tabt to gange i træk. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Vejle-træner Ivan Prelec kunne se sit hold vinde de første syv kampe i 1. division. Men nu har holdet tabt to gange i træk. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den solide kurs mod Superligaen er bremset en smule for Vejle Boldklub.

Søndag tabte Vejle for anden kamp i træk og mistede yderligere terræn i toppen af 1. division.

Det blev til et nederlag på 0-2 ude til Vendsyssel FF. De to nederlag er kommet efter en sæsonstart med hele syv sejre i træk for Vejle.

Trods nederlagene topper Vejle fortsat tabellen med 21 point. Hvidovre er toer med 20 point, Sønderjyske følger efter med 19 point, mens FC Helsingør er firer med 18 point.

Vendsyssel og Næstved har på femte- og sjettepladsen 16 point i den efterhånden ret tætte topstrid, hvor de to bedste mandskaber rykker op i Superligaen.

Angriberen Wessam Abou Ali blev noteret for begge mål for Vendsyssel i søndagens sejr.

Efter blot seks minutter skød Vendsyssels midtbanespiller Carl Lange mod mål. På vejen ramte bolden Wessam Abou Ali, skiftede retning og snød Vejle-keeper Lucas Hagg Johansson.

Ti minutter inde i anden halvleg fordoblede Wessam Abou Ali føringen på et straffespark.

Tidligere søndag vandt Fredericia 3-1 på udebane over Hobro i et opgør mellem to af holdene fra den nederste halvdel.

Mathias Kristensen, Frederik Heiselberg og Frederik Christensen scorede for Fredericia, inden hjemmeholdets angriber Muamer Brajanac fik pyntet på resultatet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.