Se billederne: Veloplagte Mors-Thy besejrede storhold på nyrenoveret hjemmebane
Det var et stærkt Mors-Thy-mandskab, der besejrede HTH Ligaens nummer fem med de stensikre cifre 29-23
Opdateret 19. februar 2022 kl. 15:30
HÅNDBOLD: Mors-Thy tog to vigtige point i kampen mod Skjern onsdag aften i den nyrenoverede hal i Thisted, Thyhallen, hvor tilskuerne var mødt op i stor stil.
Tilskuerne klappede gæsterne fra Skjern ind ved deres indløb, men spillerne fra Mors-Thy startede ikke med at byde gæsterne lige så godt velkommen.
Mors-Thy - Skjern 29-23
Stillinger undervejs: 3-0, 8-3, 8-8, 9-10, (11-12). 16-12, 20-17, 26-22
Mål, Mors-Thy: Erik Toft 9, Mads Hangaard 5, Viktor Bergholt 4, Axel Franzen 3, Andreas Nielsen 3, Marcus Midtgaard 2, Bjarke Christensen 2, Tim Sørensen 2
Topscorer, Skjern: Jesper Konradsson 6
Udvisninger: Mors-Thy 4. Skjern 4
De bragte sig hurtigt foran 3-0 med stor hjælp fra Erik Tofts to mål og Rasmus Henriksens to redninger i målet, og selv efter en hurtig timeout fra Skjern fortsatte Mors-Thy med at dominere starten af kampen.
De bragte sig foran 8-3, før brændte afslutninger og utroligt mange tekniske fejl slettede den gode start, og lige pludselig var Skjern det førende hold lidt over midtvejs i første halvleg.
Første halvlegs sidste halvdel bød ikke på kønt spil, men masser af fight og drama.
Mors-Thys Bjarke Christensen med fortid i Skjern røg blandt andet voldsomt ud over banden i en forsvarsaktion, og derefter så han ikke banen mere. Mors-Thy gik til halvleg bagud med en enkelt scoring, men de kom buldrende fra anden halvlegs start og førte hurtigt med 16-12.
Mors-Thy var bedre til at holde fast i føringen i anden halvleg, end de var i de første 30 minutter, ikke mindst på grund af en god defensiv med keeperen Rasmus Henriksen, der med 10 minutter tilbage af opgøret havde en redningsprocent på over 45. Erik Toft var samtidig den afgørende faktor i den anden ende med flere gode scoringer. Han sluttede som topscorer med ni fuldtræffere.
I den anden ende rundede Rasmus Henriksen af med 16 redninger og en redningsprocent på 42 i en kamp, der var spændende langt henad vejen, men som Mors-Thy lukkede utroligt flot af, og dermed sikrede sig sejren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.