Veloplagte Team Esbjerg forlænger finaleserie mod Odense

Der var tryk på kedlerne i Esbjerg, hvor hjemmeholdet slog Odense Håndbold klart og forlængede finaleserien.

Team Esbjerg havde godt styr på Mie Højlund (th.), som blot blev noteret for to scoringer, efter at hun havde stået for 12 af slagsen i første kamp. I stedet blev hjemmeholdets Henny Reistad den helt store oplevelse. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Team Esbjerg havde godt styr på Mie Højlund (th.), som blot blev noteret for to scoringer, efter at hun havde stået for 12 af slagsen i første kamp. I stedet blev hjemmeholdets Henny Reistad den helt store oplevelse. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Der skal en tredje og afgørende duel til for at finde vinderen af håndboldkvindernes DM-finale.

Med en suveræn sejr på 35-28 på hjemmebane udlignede Team Esbjerg lørdag finaleserien mod Odense Håndbold.

I et feststemt Blue Water Dokken trak vestjyderne fra mod slutningen af første halvleg, og anført af en brandvarm Henny Reistad formåede Esbjerg at eliminere al spænding efter pausen.

Odense Håndbold har fordel af hjemmebane i den sidste DM-finale på tirsdag.

Det krævede dog bare uafgjort, for at fynboerne kunne lukke serien allerede lørdag, men det var hverken Team Esbjerg eller tilskuerne indstillet på at lade ske.

Der var fuld knald på volumen i hallen, og også på banen blev der gået til stålet med flere hårde dueller og hurtigt tempo.

Mie Højlund, der viste højt niveau i den første finaledyst med hele 12 scoringer, bragte Odense foran 2-1.

Men derudover havde værterne langt bedre styr på landsholdsspilleren, som blot scorede et enkelt mål før pausen og to i alt.

Holdene fulgtes dog pænt ad det meste af vejen i første halvleg, hvor målvogterne Rikke Poulsen og Althea Reinhardt stort set var henvist til roller som statister.

Mod slutningen af første halvleg begyndte hjemmeholdet at trække fra. Odense-spillerne begik en række fejl, og det udnyttede Jesper Jensens hold til at slå et hul.

Med få sekunder tilbage kastede Marit Røsberg Jacobsen nemt bolden i et tomt mål og sørgede for en pauseføring på 19-15.

Odense forsøgte at lukke hullet, men havde særligt problemer med Henny Reistad. Nordmanden scorede mål på samlebånd, og med 20 minutter igen tog Odense konsekvensen og mandsopdækkede hende.

Gæsterne fik reduceret forspringet til tre mål, og kort efter blev Esbjerg ramt af en udvisning.

Igen svarede hjemmeholdet dog igen, og Reistad scorede på tomt mål til 28-22.

Odense fik sværere og sværere ved at nedbryde Esbjerg-forsvaret, og da føringen med otte minutter tilbage ramte syv mål, var spændingen endegyldigt forduftet.

Fynboerne har nu tre dage til at genfinde takterne fra første møde til den tredje DM-finale.

Heller ikke bronzemedaljerne er faldet på plads endnu. Viborg HK vandt lørdag hjemmekampen mod Herning-Ikast 24-23 og sendte serien ud i en tredje og afgørende kamp. Duellen afsluttes i Ikast.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.