Vendsyssel Elite fortsætter oprustning: Skriver kontrakt med Jan Ø. Jørgensen

Nordjyden bliver den seneste i en række af profiler, som er skiftet til VEB forud for næste sæson

Mikkel Færgemann Viken
Arkivfoto: Henrik Bo
Vendsyssel Elite Badminton 14. maj 2019 17:30

BADMINTON: Vendsyssel Elite Badminton fortsætter med at styrke holdet frem mod den kommende sæson. Tirsdag har klubben præsenteret Jan Ø. Jørgensen, som har sat sin signatur på en etårig kontrakt.

Jan Ø. Jørgensen er pt. placeret som nummer 22 på verdensranglisten. Han blev europamester i 2014, har vundet fire superseries titler, og var en del af det danske landshold, da det i 2016 for første gang nogensinde vandt Thomas Cup, der er herrernes VM for hold.

Vendsyssel Elite Badmintons træner, Allan K. Nielsen, er derfor ikke i tvivl om, at det er en stor kapacitet, som holdet får tilført.

- Det er kæmpestort, at vi kan få fingrene i så stort et navn. Han har ligget i toppen af verdenseliten i de sidste 10-15 år, så jeg kan kun sige, at vi for anden uge i træk henter spillere fra allerøverste hylde, lyder det fra Vendsyssel-træneren med henvisning til, at klubben i forrige uge offentliggjorde, at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl bliver en del af VEB-holdet fra næste sæson.

Jan Ø. Jørgensen har de seneste år fravalgt Badmintonligaen for at fokusere 100 procent på de største internationale turneringer, men vender altså nu snuden hjem til den bedste danske række.

Det har ifølge Allan K. Nielsen ligget i kortene, at den nordjyske badmintonspiller en dag skulle repræsentere VEB.

- Vi kommer begge fra Svenstrup, så jeg har kendt Jan siden han var helt lille. Det har derfor været en stor drøm at få ham tilknyttet VEB, lige siden jeg blev ansat som træner. Vi har løbende været i kontakt, og nu kunne vi endelig blive enige om, at det var det rette tidspunkt, siger Allan K. Nielsen.

Jan Ø. Jørgensen skifter formelt til Frederikshavn, som sammen med Skagen og Hjørring udgør moderklubberne i VEB.

Tema: Vendsyssel Elite Badminton

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...