Vendsyssel er reddet - Jammerbugt rykker ud
Fremad Amager sørgede med 3-2-sejr i Esbjerg for, at der onsdag aften var både glæde og skuffelse blandt de nordjyske 1. divisionsklubber
FODBOLD: Hobro IK sikrede sig allerede i den forgangne weekend en ny sæson i 1. division (NordicBet Ligaen) i fodbold, og onsdag aften blev også Vendsyssel FF sikker på overlevelse.
Det skete, da Fremad Amager vendte 0-2 til en sejr på 3-2 i Esbjerg, som betyder, at vendelboerne ikke længere kan indhentes.
Resultatet betyder, at Esbjerg rykker ned i 2. division, og det sender også rækkens tredje nordjyske hold, Jammerbugt FC, ud over afgrunden.
Dermed står der kun æren og slutplaceringen i 1. division på spil, når de tre nordjyske mandskaber torsdag aften skal i kamp. Vendsyssel FF er på besøg i Hobro, mens Jammerbugt FC gæster HB Køge.