Vendsyssel FF får medhold i vigtig appel
Forårspremieren mellem Hobro IK og Vendsyssel FF fik et efterspil, som nu er faldet ud til Vendsyssels fordel
Resultatet af forårspremieren bliver der ikke ændret ved. Hobro står stadig som vinder af kampen, men Vendsyssel FF fik en lille sejr i kølvandet på kampen.
Man indgav nemlig en appel mod den udvisning, som Lasse Steffensen fik efter 24 minutters spil af årets første turneringskamp.
Den appel har man nu fået medhold i.
Indtil onsdag morgen stod Lasse Steffensen til at skulle sidde over i to kampe grundet karantæne, men nu er han fjernet fra DBU's karantæneliste for 1. division.
Dermed får Vendsyssel FF de 10.000 kroner retur, som det koster et 1. divisionshold at indgive en protest, men hvad vigtigere er, så er Lasse Steffensen klar til at spille fredagens vigtig kamp mod AC Horsens og den ekstremt vigtige bundkamp mod FC Roskilde i den efterfølgende runde.
- Det er dejligt, at vi nu har Lasse til rådighed i de to kampe, hvor han ellers havde karantæne, siger sportsdirektør Christian Larsen med henvisning til, at Vendsyssel FF ikke just er bredt funderet på stopperposten, hvor man har brug for tre mand med det nye 3-4-3-system.
Der var ingen tøven hos Christian Larsen, der få minutter efter kampen i Hobro fortalte Nordjyske, at man agtede at anke udvisningen med håb om at få den omstødt.
Som sagt, så gjort.
- Det var vores helt klare forventning, at vi ville få medhold. Vi så episoden igen på video efter kampen, og vi var ikke i tvivl, siger Christian Larsen om episoden, der førte til det røde kort.
Richmond Gyamfi fik prikket til bolden, mens han efterfølgende løb ind i en sagesløs Lasse Steffensen. Den kollision sendte begge spillere i jorden, men kampens dommer Sebastian Aagerup dømte til fordel for Hobro-angriberen, og som en naturlig konsekvens måtte han give Lasse Steffensen et rødt kort, da han var sidste mand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.