Vendsyssel FF

Vendsyssel FF fik løn som fortjent og ligger nu sidst

Vendelboerne var foran i den vitale udekamp mod Skive i 1. division, men endte med at tabe

Mikkel Wohlgemuth og Vendsyssel kom foran mod Skive, men det rakte ikke til en sejr. Arkivfoto: Torben Hansen

Mikkel Wohlgemuth og Vendsyssel kom foran mod Skive, men det rakte ikke til en sejr. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Der var dømt bundgyser i Alfred Hitchcock-klassen, da Vendsyssel var en tur i Skive for at spille en kamp, hvor en eventuel taber ville blive efterladt med dårlige kort på hånden i bestræbelserne på at overleve i landets næstbedste række.

Vendsyssel må sande, at der skal et lille mirakel til, hvis den nuværende sidsteplads i rækken skal konverteres til en plads over stregen med fire runder tilbage af sæsonen.

Godt nok er man blot tre point efter Kolding, men efter en række gode præstationer var hverken præstation eller resultat godt i Skive, hvor det blev til et nederlag på 1-2 efter Vendsyssel ellers havde rakt ud efter sejren med en 1-0-føring.

De lokale fans, der i de forgangne måneder har arrangeret et væld af demonstrationer for at kunne se Skives kampe fra den nærliggende museumsbakke, var for første gang tilbage på stadion-matriklen.

Fra tribunen troede tilskuerne efter ganske få minutters spil, at Gustav Kjeldsen ville bringe hjemmeholdet i front, men hans ellers ugenerede hovedstød sneg sig lige forbi mål.

Chancen var en af de få i de første 45 minutter. Det var mest af alt en stillingskrig mellem to hold, der spillede med håndbremsen trukket. Banens tilstand opfordrede heller ikke de to hold til det polerede fodbold. Græsarealet på Hancock Arena er om muligt endnu mere ujævnt end banen hjemme i Hjørring.

Evnen til at sætte flere på hinanden følgende afleveringer sammen var ikke-eksisterende for de to hold. I det hele taget var der skarp konkurrence mellem vejr og fodboldspil om at være dårligst

Lasse Steffensen havde en hovedstødschance, der endte med at løbe ud i sandet, mens Gregory Berthier ødelagde et ellers lovende angreb ved at sparke bolden halvvejs tilbage over Limfjorden.

Chancerne var få, og frygten for at blotte sig bagude var til at tage og føle på hos begge hold. Derfor virkede det som et tiltrængt pusterum for begge mandskaber, da kampen blev fløjtet til pause.

Skive IK - Vendsyssel FF 2-1

Målscorere: 0-1 Lasse Steffensen (64. minut) 1-1 Thomas Santos (68. minut), 2-1 Mikkel Lassen (81. minut)

Vendsyssels hold: Peter Friis Jensen - Thomas Christiansen, Anders Bærtelsen, Jakob Hjorth, Jeppe Svenningsen - Tobias Damsgaard (Virgiliu Postolachi 82. minut), Jelle van der Heyden, Gregory Berthier (Søren Henriksen 75. minut)- Dasun Jajic - Lasse Steffensen.

Advarsler: Jelle van der Heyden (11. minut), Gustav Kjeldsen (41. minut),

Anden halvlegs indledning ændrede ikke betydeligt på det lidt søvndrukne billede fra første halvleg. Til gengæld blev der stille og roligt lagt på fra Vendyssels side.

Med Mikkel Wohlgemuth som tovholder fik Vendsyssel lidt bedre greb om spillet. Det kastede flere sekvenser af sig, hvor Vendsyssel var på bolden i længere perioder, men den helt store chance lod stadig vente på sig.

Faktisk var kampen inde i en søvngængerperiode, da stadionspeakeren ved et uheld fik trykket på en knap, så der pludselig bragede schlagermusik ud over Hancock Arena i nogle få sekunder.

Det virkede som en brat opvågning for Vendsyssel-spillerne, og sekunder senere bragte Lasse Steffensen gæsterne foran på et rigtigt forward-mål. Via et kort aftryk fik han sparket bolden flot og overraskende i mål.

Steffensen er det tætteste Vendsyssel kommer på en fuldblodsangriber i Mikkel Aggers fravær, og den normale forsvarsspiller har virkelig gjort god fyldest som frontløber.

Føringsmålet til Vendsyssel betød, at det var femte kamp i træk, at vendelboerne kom foran med 1-0, men kun i et af de foregående fire tilfælde er det endt med en sejr, og tendensen med den manglende evne til at holde fast i en 1-0-føring fortsatte i Skive.

Der gik blot fire minutter, så havde Thomas Santos bragt balance på måltavlen i en situation, hvor Vendsyssel-forsvaret så skidt ud.

Først blev en dybdebold til André Bjerregaard ikke for alvor taget alvorligt, og på det efterfølgende indlæg var det Skives Sebastian Denius, der kunne lægge bolden på tværs til Thomas Santos, der mellem venner og fjender fik prikket kuglen over stregen.

Det var en mental mavepuster, der blot blev forstærket minutter senere, da Mikkel Lassen kom foran Vendsyssel-keeper Peter Friis Jensen på et hjørnespark, som han headede i mål.

Vendsyssel skulle nu ud at jagte en tvingende nødvendig scoring, men det blev ved lige ved og næsten for VFF, der ikke for alvor kunne komme frem til de chancer, der kunne retfærdiggøre en udligning.

I stedet kunne en flok nedtrykte Vendsyssel-spíllere lave en kollektiv bevægelse, da de alle som en sank sammen i græsset, da kampen blev fløjtet af. Lige modsat var det for Skive-spillerne, der anført af den fra AaB udlejet Jeppe Pedersen følte, at de nu har fået et afgørende rygstød til de sidste kampe.

Vendsyssels næste kamp er nu blevet forvandlet til en "must win-kamp", når Kolding, der ligger tre point foran i tabellen kommer på besøg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.