Vendsyssel FF

Vendsyssel floppede fælt i Farum

Intet fungerede for Vendsyssel FF, og advarselslamperne bør blinke rødt efter en skidt præstation mod Hillerød, der vandt 2-0

Rune Frantsen og holdkammeraterne fandt aldrig rytmen mod Hillerød.
Rune Frantsen og holdkammeraterne fandt aldrig rytmen mod Hillerød. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 15:05

Det er svært at beskrive hvor dårligt Vendsyssel FF spillede i udekampen mod Hillerød. Det nordsjællandske bundhold hentede sine første point, da vendelboerne blev sendt hjem med et nederlag på 0-2.

Det var ganske enkelt en kvalitetsforladt indsats Vendsyssel FF leverede. Den ene graverende fejl stod i kø for at afløse den anden. 

Der har været tegn på, at Vendsyssel FF slet ikke har styr på konceptet for tiden, og det blev i den grad understreget på Right to Dream Park. 

Cheftræner Henrik Pedersen har med rette rost fighterånden på holdet i de foregående kampe, men mod Hillerød var heller ikke den komponent med på banen, og med de fortsatte problemer på nogle af de helt fundamental parametre, så kan man roligt sige, at det ser svært ud for Vendsyssel FF lige nu. Umiddelbart var indsatsen et eller to niveauer under den seneste præstation mod Hobro, som heller ikke var noget at råbe hurra for trods 1-0-sejren.

Der var stort set intet, der fungerede for vendelboerne. Offensivt var man helt og aldeles tandløs, og defensivt skabte Hillerød en stribe store chancer. Oftest ved at spille sig let igennem Vendsyssels midtbaneled eller ved at lukrere på personlige fejl fra Vendsyssel FF-spillerne.

Vendsyssel-keeper Marcus Bundgaard var velsagtens bedste VFF-spiller på dagen, og det siger lidt, når han i den grad var involveret i Hillerøds føringsmål. 

I en upresset situation spillede han bolden lige ud i skoene på en Hillerød-spiller, og efter et par hurtige afleveringer kunne Sebastian Pingel gøre det til 1-0 for hjemmeholdet. 

Vendsyssel FF havde enkelte tilløb til farlige chancer, men det var meget sparsomt med de offensive tiltag. De fleste VFF-angreb strandede, når bolden skulle spilles ud af bagkæden, der så ud til at mangle afleveringsmuligheder. Når bolden blev spillet fremad, så skete det alt for ofte, afleveringen var upræcis. 

Det understreger blot den akutte mangel på nyt blod til Vendsyssel-holdet, der heller ikke er i nærheden af at kunne levere intensitet i presspillet. Hillerød kunne let spille sig igennem et usammenhængende og oftest ikke-eksisterende VFF-pres. 

Helt galt gik det, da Martin Al Atlassi gjorde det til 2-0 efter 63 minutters spil. Vel at mærke efter 20 sekunder på banen.

Vendsyssel FF var på intet tidspunkt tæt på at bringe spændingen tilbage i kampen. Den udtalte mangel på kvalitet i de fleste Vendsyssel-aktioner var iøjnefaldende, mens Marcus Bundgaard måtte hive flere store redninger ud af ærmet for at minimere nederlaget. 

Det største problem for Vendsyssel er ikke den sløje præstation. Det må være den begrundede bekymring for, at Vendsyssel FF er relativt langt fra at ramme det forventede niveau. End ikke de tre ønskede forstærkninger kan ændre på, at Vendsyssel FF skal bruge lang tid på at finde tilbage til konceptet. 

Hillerød IF - Vendsyssel FF 2-0
  • Fodbold, mænd
  • NordicBet Ligaen
  • Mål: 1-0 Sebastian Pingel(14. minut), 2-0 Martin Al Atlassi (63. minut)
  • Vendsyssels hold (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Emil Arendrup (Omar Jebali, 77. minut), Mathias Haarup (Terence Baya, 64. minut) - Oskar Øhlenschlæger (Mattias Jakobsen, 77. minut), Simon Okosun, Carl Lange - Lucas Jensen, Oscar Buch (Benni Smales-Braithwaite, 77. minut), Marcus Hannesbo (Lasse Steffensen, 67. minut)
  • Advarsler: Valdemar Schuboe (28. minut), Hillerød.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden