Vendsyssel Håndbold

Vendsyssel Håndbold sled sig til sejr: Tilbage på førstepladsen

Vendelboerne vandt over Roskilde i en uskøn åbner på forårssæsonen

HÅNDBOLD:Vendsyssel Håndbold åbnede søndag eftermiddag deres forårssæson i damernes 1. division på hjemmebane mod Roskilde Håndbold med en sejr på 27-22.

Sejren og de to point betyder, at Vendsyssel er tilbage på førstepladsen, som de deler med Ringkøbing.

Opgøret startede særdeles fejlfyldt for begge mandskaber, men der var ingen, som for alvor drog fordel af de mange fejl, og derfor fulgtes de to hold tæt ad.

Roskilde kunne dog efter otte minutter bringe sig i front med 5-3, men så kom Elin Thorsteinsdottir på banen i Vendsyssel-målet, og hun var med til at kickstarte hjemmeholdet.

Målvogteren tog godt fra i målet, og det var med til at trække holdkammeraterne op, der samtidig blev langt farligere i det offensive spil.

Vendsyssels cheftræner, Kent Ballegaard, havde blandet kortene kort og gevaldigt, og det betød blandt andet, at holdets topscorer, Christina Pedersen, startede på bænken. Men halvvejs inde i første halvleg blev hun sat på banen.

Det var da også topscoreren, som sikrede værterne deres første tremålsføring, da hun sendte kuglen i kassen til 14-11 fire minutter før tid.

Roskilde pressede flere gange på for at lukke hullet inden pausen, men Elin Thorsteinsdottir stod gang på gang i vejen i slutfasen. Hun kunne krone en flot første halvleg af med en redning og en scoring på frit mål i det sidste sekund, så Vendsyssel gik til pause med en føring på 16-13.

Vendsyssel kunne to minutter efter pausen øge forspringet til fire, mens så begyndte fejlene at indfinde sig i begge ender. Det fik den konsekvens, at gæsterne reducerede til 17-16, og det fik Vendsyssel-træneren til at smide timeout-kortet.

I en periode hvor vendelboerne havde store problemer i offensiven, slog hjemvendte Nadja Lærke Jensen til med sit andet mål i kampen til stillingen 19-17. Bagspillerens retur til Vendyssel Håndbold var kort inden kampen blevet offentliggjort.

Vendsyssel kunne dog glæde sig over, at Roskilde havde endnu sværere ved at få angrebsspillet til at fungere. De lavede et hav af tekniske fejl, og det udnyttede Mette Bejder, som i frit mål kunne smide bolden i nettet til 21-17.

Det lykkedes Roskilde at få forspringet barberet ned til 21-19, men derfra gav Vendsyssel den gas, og de kunne dermed øge til 24-19. Dermed var kampen reelt afgjort med bare to minutter tilbage.

Holdene byttede et par scoringer i slutfasen, og derfor kunne Pernille Brandenborg lægge bolden i kassen til slutstillingen 27-22.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.