Håndbold

Vendsyssel Håndbold ude af pokalturneringen

Ligaholdet fra Horsens var en tand for stærke for Kent Ballegaards mandskab

Vendsyssel Håndbold kan nu rette fokus på HTH Ligaen. Arkivfoto: Peter Broen
Vendsyssel Håndbold kan nu rette fokus på HTH Ligaen. Arkivfoto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Opdateret 16. august 2020 kl. 12:48

HÅNDBOLD: Vendsyssel Håndbold er ude af pokalturneringen, før den for alvor blev interessant for vendelboernes nybagte ligahold. HH Elite fra Horsens vandt torsdag aften 28-22 i Drinx Arena i Syvsten.

Vendsyssel kan dermed rette fokus mod sæsonens klart vigtigste opgave, som bliver at få samlet point nok til at overleve debutsæsonen i kvindernes HTH Liga.

I torsdagens pokalkamp sikrede gæsterne fra Horsens sig en føring på tre mål ved pausen, og vendelboerne havde generelt problemer med at passere en velspillende Horsens-keeper. Gennem det meste af anden halvleg holdt Horsens fast i en relativ komfortabel føring på en håndfuld mål.

Vendsyssel Håndbold mangler nu blot en enkelt testkamp - 19. august mod Silkeborg Voel - før det bliver alvor i Ligaen. Her venter en hjemmekamp i Syvsten mod Nykøbing Falster 26. august.

Forsiden