Vendsyssel Håndbolds topscorer: Kun gummiarmen har stået i vejen

Frida Maag Damgaard er overbevist om, at holdet har niveauet til at vinde kampe i kvindernes håndboldliga

Frida Maag Damgaard ses her i aktion for Vendsyssel Håndbold. Foto: Martin Damgård

Frida Maag Damgaard ses her i aktion for Vendsyssel Håndbold. Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Personligt har Frida Maag Damgaard fået en fornuftig start i Bambusa Kvindeligaen hos Vendsyssel Håndbold, som hun denne sommer skiftede til fra 1. divisionsklubben DHG Odense.

Højrebacken er nyoprykkernes mest scorende spiller med 22 fuldtræffere i de første seks kampe, men holdets slingrende start, som blot har givet ét point, er i højere grad Frida Maag Damgaards fokus.

- Jeg har også haft mine udfald, og vi føler jo, at vi skulle have haft flere point og allerede have prøvet at vinde. Spillet har i lange perioder været godt nok, men desværre har vi fået gummiarm de gange, vi har haft kurs mod de to point, fortæller den 20-årige fynbo.

Lørdag venter en tur til Aarhus United, men det skræmmer ikke højrebacken.

- Vi har spillet to tætte testkampe mod dem, så jeg er ikke i tvivl om, at vi godt kan slå dem, hvis alle rammer dagen. Og får vi først en sejr, så tror jeg, at det vil give den forløsende effekt, at der kommer mange flere, forudser Frida Maag Damgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.