Vendsyssel-oprykning: Ni års kamp gav endelig udbytte for Jan Hansen
Dansk Håndbold Forbunds skrivebordsafslutning på håndboldsæsonen udløser ikke andet end glæde
HÅNDBOLD: Tirsdag blev der skabt store dønninger i dansk håndbold, da Dansk Håndbold Forbund besluttede at stoppe sæsonen og lade den aktuelle stilling stå til troende.
For Vendsyssel Håndbold betyder det, at holdet rykker op i damernes håndboldliga, HTH Ligaen, som man hele sæsonen har haft kurs mod.
- Det er så fedt, at vi efter ni års hårdt hårdt arbejde nu kan kalde os ligahold igen fra næste sæson. For mig personligt er det også lidt af en milepæl, fordi jeg har knoklet for det her, lige siden vi skabte Vendsyssel Håndbold i 2011, siger Vendsyssel-direktør Jan Hansen.
Sidst området havde et hold i den bedste række var i 2008, da det daværende Frederikshavn Fox rykkede ud.
At rykke op på skrivebordet her i 2020 er en lidt speciel facon, og selvom direktøren er glad, havde han dog også gerne set, at det store mål var blevet nået på banen.
- Jeg kan da godt ærgre mig over, at vi ikke kunne fejre det i en fyldt hal på hjemmebane. Men når det er sagt, så har jeg længe følt, at vi ville rykke op. Vi førte 1. division med to point og havde en kamp i baghånden, så jeg synes ikke, der kan være tvivl om, at oprykningen er fortjent, understreger Jan Hansen.
Vendsyssel Håndbold har allerede meldt ud, at seks spillere fra den nuværende trup stopper efter denne sæson. Derudover forventer man, at resten tager turen med op i HTH Ligaen.
- Vi skal måske ud og finde lidt ekstra spillere til truppen, men det skal være de rigtige mennesker. Der er vigtigt, at vi alle deler de samme værdier og vil knokle for hinanden, understreger Jan Hansen.
DHF's beslutning får negative konsekvenser for en anden klub i Vendsyssel. Sæby HK rykker nemlig ned i kvindernes 2. division.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.