Vendsyssel FF

Vendsyssel over stregen - vildt langskudsmål satte en stopper for endnu en sejr

Vendsyssel FF er med fredagens resultat over nedrykningsstregen

Estiske Henri Järvelaid fik lidt mere end 90 minutter på banen, da han blev skiftet ind efter to minutters spil, idet Morten Knudsen pådrog sig en hovedskade. Arkivfoto: Lars Pauli

Estiske Henri Järvelaid fik lidt mere end 90 minutter på banen, da han blev skiftet ind efter to minutters spil, idet Morten Knudsen pådrog sig en hovedskade. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Vendsyssel FF havde mulighed for at tage sin anden sejr i træk, da de fredag gæstede Kolding IF.

Og det startede da også godt for vendelboerne, da Lasse Steffensen bragede holdet foran efter bare ni minutters spil.

Hjemmeholdets Sebastian Sommer bragte dog balance i regnskabet i form af et spektakulært langskudsmål fem minutter før pausen.

Kolding - Vendsyssel 1-1 (1-1)

Mål: 0-1 Lasse Steffensen (9. minut), 1-1 Sebastian Sommer (40. minut)

Opstilling: Peter Friis Jensen - Jeppe Svenningsen, Anders Bærtelsen, Andreas Kaltoft, Thomas Christiansen - Morten Knudsen (Henri Järvelaid, 2. minut), Mikkel Wohlgemuth - Tiemoko Konaté, Dusan Jajic, Muhammed Cham-Saracevic (Zander Hyltoft, 63. minut) - Lasse Steffensen (Virgiliu Postolachi, 73. minut)

Advarsler: Morten Knudsen, Vendsyssel (2. minut), Sebastian Sommer, Kolding (58. minut), Anders Bærtelsen (63. minut), Michael Schjønberg, Vendsyssel-træner (85. minut)

Kampen var ikke mange sekunder gammel, før der for første gang var drama.

Henri Järvelaid blev skiftet ind i stedet for en skadet Morten Knudsen, der kom alvorligt til skade i en duel med hjemmeholdets Simon Trier, der ligeledes måtte bæres fra banen.

Otte minutter inde i kampen blev der indledt en pibekoncert på Kolding Stadion, da der faldt et mål til udeholdet. Således kom hjørringenserne foran i form af Lasse Steffensen, der scorede til 1-0 på et velplaceret indlæg fra Gregory Berthier. Simpelt og enkelt mål, men ikke desto mindre forløsende.

Normalt spiller Steffensen i forsvaret, men han er altså blevet rykket frem i angrebet som følge af Mikkel Aggers skade. Og i de seneste kampe har han bevist sine evner i front.

Endnu en gang var Steffensen hurtigere i tanke og handling, da den vikarierende angriber bragede et skud på stolpen. Riposten faldt ud til Muhammed Cham-Saracevic, der dog akkurat sendte den forbi mål på grund af en stærk redning fra Sebastian John i Kolding-målet.

De efterfølgende minutter var der rent skydetelt ned mod Kolding-målet. Også Tiemoko Konaté - Timmy - kom frem til et skud, der dog var noget længere forbi den ene målstolpe.

Fem minutter før pause var der dog jubel blandt de 1400 fremmødte på Kolding Stadion. Sebastian Sommer bragede således et langskud op i det lange hjørne uden nogen som helst chance for Peter Friis Jensen i målet.

Blot et minut efter havde Vendsyssel al mulig chance for atter at bringe sig foran. Tiemoko Konaté blev spillet fri på en kontra, men afslutningen blev afværget af en fodparade. Cham-Saracevic stod herefter fri, men igen fik en Kolding-spiller afblæst den store fare.

Efterhånden som anden halvleg skred frem, blev spillet mere og mere duelpræget.

Det var dog en kontra, der skulle vise sig tæt på at blive fatal for Vendsyssel. Hjemmeholdets Oliver Drost accelererede hastigt forbi den knap så hurtige Zander Hyltoft og var snart alene med Peter Friis Jensen. Drost fik dog sendt afslutningen i sidenettet.

Vendsyssels Virgiliu Postolachi fik en stor chance, da storspillende Gregory Berthier sendte et indlæg ind i panden på den moldoviske angriber.

Flere ting af betydning skete der ikke, og det ene point betyder, at Vendsyssel FF nu rykker op over nedrykningsstregen a point med Skive, der dog har spillet en kamp mindre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.