Vendsyssel FF

Vendsyssel skal have afgjort afbrudt kamp, men fodboldfremtiden er stadig uvis for kollapset spiller

Vendsyssel FF's kamp mod Lyngby skal færdigspilles onsdag aften

Kampen mellem Vendsyssel FF og Lyngby Boldklub blev afbrudt, da Wessam Abou Ali kollapsede. I aften færdigspilles kampen. Arkivfoto: Bente Poder

Kampen mellem Vendsyssel FF og Lyngby Boldklub blev afbrudt, da Wessam Abou Ali kollapsede. I aften færdigspilles kampen. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD:Det er langt fra en opgave som alle andre, der venter Vendsyssel FF, når det onsdag aften gælder en hjemmekamp i Nordicbet Ligaen mod Lyngby Boldklub.

Forude venter kun en halv times spilletid, når den kamp, der blev afbrudt efter en times spil lørdag 11. september, skal færdigspilles. Stilllingen er 1-1, men Vendsyssel er handicappet af at skulle spille 10 mod 11, idet Tiémoko Konaté fik et fejlagtigt rødt kort efter 21 minutters spil af kampen.

- Jeg har aldrig prøvet at skulle spille 10 mod 11 fra start af en kamp, og jeg har heller aldrig prøvet kun at spille en halv time, så det bliver en mærkelig kamp.

- Vi spiller altid for at vinde, men med den situation, vi er i, vil et point også være et flot resultat. Det handler om at lave en stærk strategi, hvor vi både kan være stærke defensivt, samtidig med at vi forhåbentlig får mulighed for at skabe lidt den anden vej, siger Vendsyssel-træner Henrik Pedersen.

Tíemoko Konaté fik rødt kort i den oprindelige kamp, da kampens dommer mente, at ivorianeren havde blokeret en afslutning med hånden i eget målfelt. Bolden ramte ham dog retteligt i hovedet, så siden er de medfølgende strafpoint blev trukket tilbage, men det ændrer ikke på, at Vendsyssel-profilen ikke må sættes i spil i onsdagens kamp.

Kampen 11. september blev afbrudt, fordi Wessam Abou Ali faldt om og måtte køres væk i ambulance. Han har ikke været i kamp siden, og fremtiden er stadig uvis for angriberen, som Vendsyssel købte i Silkeborg kort før transfervinduets lukning.

- Han skal have lavet en sundhedstest i næste uge, og så kan han måske begynde at træne lidt med igen, men vi ved ikke så meget endnu, siger Henrik Pedersen, der dog glæder sig over, at hans hold allerede skal i kamp igen.

Der er nemlig noget at revanchere efter søndagens 0-4-afklapsning i Fredericia.

- Det var godt nok en mærkelig fornemmelse at sidde med efter et 0-4-nederlag. Ser vi på al statistik, var der ikke noget, de var bedre til end os bortset fra dødboldene. Vi var dygtige mellem felterne, men de var bedre i felterne, og det er jo der, fodbold bliver afgjort, siger Henrik Pedersen.

Kampen mod Lyngby fløjtes i gang klokken 17.45.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.