Vendsyssel sparede på kræfterne, men vandt alligevel klart
Vendsyssel Håndbold styrer fortsat mod ligaen med den 12. sejr af 14 mulige
HÅNDBOLD: Det blev en dag på kontoret for Vendsyssel Håndbold, der lørdag eftermiddag ikke havde de store problemer med at besejre et talentfuld Gudme-hold med 27-22. Dermed nappede de nordjyske håndboldkvinder sejr nummer 12 af 14 mulige i denne sæson.
- Det var en rigtig solid kamp, som vi reelt afgjorde i det første kvarter, siger træner Kent Ballegaard med henvisning til, at hans tropper førte 10-4 efter 15 minutters spil.
Den gode start betød, at Kent Ballegaard kunne bruge hele sin bænk og give spilletid til alle, uden at sejren kom i fare.
- Vi kunne måske have scoret 10 mål mere. Men vi har lidt småskavanker, så jeg skiftede meget ud. Det er vigtigt i forhold til fællesskabet, at alle føler, de har en aktie i det her, sagde træneren.
Resultatet betyder, at kun ét hold kan true Vendsyssel i kampen om førstepladsen og oprykning til ligaen. Sønderjyske løb stærkt overraskende ind i et nederlag til bundproppen Stjernen i torsdag, og sønderjyderne har dermed reelt udspillet deres rolle.
- Det står mellem os og Ringkøbing. Men jeg er ikke bange for de udfordringer, der venter. Vi er rustet til dem, og for os gælder det om at holde snuden i sporet og være koncentrerede, siger Kent Ballegaard.
Vendsyssel topper 1. division med 25 point for 14 kampe. Rivalerne fra Ringkøbing har 21 point for 13 kampe.