Vendsyssel-træner: Comeback betyder meget for moralen

Victor Mpindi var tilbage på sin tidligere hjemmebane. <i>Foto: Bente Poder</i>

Victor Mpindi var tilbage på sin tidligere hjemmebane. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Victor Mpindi var tilbage på sin tidligere hjemmebane, da han sammen med Vendsyssel spillede 2-2 mod SønderjyskE i en hæsblæsende fodboldkamp, hvor man roligt kan sige, at hvert hold havde hver sin halvleg. 

- Det var en speciel kamp for mig. Jeg har stadig mange venner her, så der var mange følelser involveret i den her kamp for mig, siger Victor Mpindi.

- Jeg føler ikke, at jeg skulle bevise noget, for SønderjyskE kender mig og mine kvaliteter, så for mig var det vigtigste, at vi kom godt igen i anden halvleg, siger midtbanespilleren, der var i SønderjyskE fra 2017 til denne sommer med en afstikker til Örebro i foråret. 

Sammen med sine nye holdkammerater fra Vendsyssel fik Mpindi en elendig indledning på kampen, da SønderjyskE bragte sig på 2-0 i løbet af et kvarter, men det kampbillede blev vendt på hovedet efter pausen, da Vendsyssel trykkede SønderjyskE tilbage i eget felt.

- Vi var ikke klar i kampens indledning. Nogle gange møder du en modstander, der er mere klar, end du selv er, og denne gang mødte vi et hold, der var mere klar fra kampens start, end vi var, og det kunne vi se i de første 15 minutter, men vi var bedst i anden halvleg, og det var det vigtigste for mig, siger Victor Mpindi, der ikke lader sig rive med af det ene point, der kom i hus via en reducering fra Lasse Steffensen og en sen udligning fra Tobias Anker.

- Vi var gode i anden halvleg, men vi skal være i stand til at spille sådan i alle 90 minutter. 

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen var splittet i sine følelser efter kampen, da han skulle gøre status. 

- Nøgleordet op til kampen var intensitet. Vi skulle matche SønderjyskE's intensitet. De har spillet Superliga, så de er vant til kampe med højere intensitet, end vi er, og vi var der slet ikke i kampens indledning. Det blev stille og roligt bedre, men det blev først godt i anden halvleg, siger Henrik Pedersen, der måtte se Diego Montiel blive båret fra banen med en skade mod første halvlegs slutning. 

- Jeg har ikke nogen status på Diego, så vi må afvente og se, hvad det er for en skade, men det så ikke godt ud, siger Henrik Pedersen, der fik rusket op i sine tropper. 

- Jeg er glad for, at vi fik vist os fra vores gode side i anden halvleg. Det var et stærkt comeback, og det betyder meget for moralen, at vi fik udlignet til sidst, og jeg står med en fornemmelse af, at vi kunne have vundet kampen, hvis vi havde fået udlignet lidt tidligere, for vi spillede virkelig godt efter pausen, siger Henrik Pedersen. 

Med det ene point er Vendsyssel på 17 point. Dermed holder man snor i SønderjyskE på tredjepladsen, der har 20 point efter 10 kampe. Vejle fører 1. division med 24 point, mens Hvidovre på andenpladsen har 23 point.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden