Vendsyssel-træner efter debutsejr: Det var bedre, end jeg havde turdet håbe på
Lasse Stensgaard var en tilfreds mand efter Vendsyssels sejr i Nykøbing
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:06
FODBOLD: Lasse Stensgaard fik søndag en ønskestart som cheftræner i Vendsyssel FF, da udekampen mod Nykøbing FC blev vundet 2-0.
Og skagboen, der tiltrådte i onsdags, var meget tilfreds med det, han så fra sit nye hold.
- Først og fremmest er det helt vildt dejligt at vinde. Man skal aldrig kimse ad at komme godt fra land, og især i første halvleg synes jeg også, at vi så tegninger til nogle af de ting, vi trods alt har nået at træne.
- I kraft af varmen og kræfterne var det naturligt, at vi ikke kunne holde det i 90 minutter, men så var det dejligt, at holdet har en god base og struktur at falde tilbage på i form af de ting, der er blevet arbejdet med tidligere. Det var godt, når det, vi har brugt træningstiden på, ikke holdt længere, siger Lasse Stensgaard.
Mål: 0-1 Lasse Steffensen (45. minut), 0-2 Christoffer Boateng (67. minut)
Advarsler: Lasse Steffensen, Vendsyssel (63. minut), Andreas Kaltoft, Vendsyssel (81. minut), Emilio Simonsen, Nykøbing (87. minut)
Vendsyssels opstilling (4-3-3): : Nicolai Flø - Tobias Damsgaard, Lasse Steffensen, Andreas Kaltoft, Jakob Blåbjerg - Jelle van der Heyden, Morten Knudsen (Daniel Christensen, 58. minut), Mikkel Basse - Tiémoko Konaté, Bradford Jamieson IV (Emmanuel Ogude, 69. minut), Christoffer Boateng (Martin Dong, 83. minut)
Han har lagt op til, at Vendsyssel-holdet under hans ledelse skal presse modstanderne højere på banen, og det kastede allerede flere chancer af sig søndag.
- Det var jeg helt klart glad for at se. Offensivt er der dog stadig en del at gå på, men det havde jeg også regnet med. Alt i alt var det især i første halvleg bedre, end jeg havde turdet håbe på, siger Lasse Stensgaard.
En gennemgående historie for Vendsyssel FF har dog været, at man i denne sæson har svært ved at lave tilstrækkeligt med mål. Vendelboerne har kun scoret 35 gange i 32 kampe, og igen søndag blev flere store chancer misbrugt.
- Det skal vi klart gøre bedre. Det er både i forhold til at sætte chancerne op, gøre dem større og den sidste finish. Vi når nok ikke at tage fat i det på den her side af ferien, men når vi starter op igen, er det klart et fokusområde for os, siger Lasse Stensgaard.
Sejren i Nykøbing blev kørt hjem af et amputeret Vendsyssel-hold. Anfører Søren Henriksen afviklede den første af tre karantænedage efter et rødt kort mod Viborg i tirsdags, mens Jeppe Svenningsen, Jakob Hjorth, Dušan Jajić, Peter Friis Jensen, Ali Messaoud, Marcus Solberg og Mikkel Wohlgemuth alle sad ude med skader.
- Det kan godt være, at et par eller tre af dem kan blive aktuelle mod Skive på lørdag, men vi skal også kigge længere frem. Havde det været VM-finalen, var der nok en del af dem, der kunne have spillet, men vi vil ikke have, at der er nogen, der går på ferie mere skadet, end de er nu, siger Lasse Stensgaard.
En af de spillere, der var til rådighed søndag, var Nicolai Flø, der fik comeback i målet efter en lang skadespause. Han blev valgt til, selv om Vendsyssel FF tidligere på sommeren meldte ud, at målmanden stopper i klubben efter denne sæson. Det er dog ikke et udtryk for, at den beslutning kan blive omgjort, selv om der nu er en ny sportslig ledelse i klubben.
- Det tror jeg ikke umiddelbart. Målmandskabalen er på plads, og det vil være lige voldsomt nok at have fire målmænd i næste sæson, men som jeg sagde til spillerne tidligere på ugen, spiller vi med de spillere, der kan give os gode resultater i de sidste to kampe. Så er det ligegyldigt, om de er her efter ferien eller ej, siger Lasse Stensgaard.
Nicolai Flø bliver efter sommerferien erstattet af Emil Kobberup, der er hentet i Jammerbugt FC.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.