Vendsyssel-træner jubler: Vi ligger nummer et, og vi er glade
Topholdet fra Vendsyssel Håndbold havde overraskende let spil i udekampen mod DHG
HÅNDBOLD: Vendsyssel Håndbold buldrer stadig mod oprykning til kvindeligaen. Lørdag havde vendelboerne overraskende let spil i udekampen mod fynske DGH. Sejrscifrene i nordjyske favør var 25-20.
- Jeg havde frygtet den her kamp. DHG spiller frisk til, og når det kører for dem, er de virkelig svære at have med at gøre. Men vi havde styr på tingene, og jeg kunne endda spare spillere undervejs, siger træner Kent Ballegaard.
Efter en lige start trak Vendsyssel fra mod slutningen af første halvleg, og siden var der ingen tvivl om, hvem der ville vinde.
- Dommerne gjorde det til en urytmisk kamp, for der var mange fejlkendelser i begge ender af banen. Men jeg synes, vi håndterede det rigtig fint. Forsvarsmæssigt var det godt, men vi kunne godt have scoret flere mål, siger Kent Ballegaard, der roser tilbagevendte Nadja Lærke for en flot kamp.
- Hun giver en fantastisk ro og sikkerhed, så det har været noget af et scoop at få hende retur fra Horsens, lyder det fra træneren.
Vendelboerne har hentet fire sejre af fire mulige efter vinterpausen - tre i 1. division og en i pokalturneringen - og Kent Ballegaard føler, at holdet nu for alvor er i gang igen.
- Der er bund i det, vi foretager os, og det ser rigtig godt ud. Vi ligger nummer et, og vi er glade, siger han.
Vendsyssel Håndbold fører 1. division med fire point ned til Ringkøbing, der dog har spillet en kamp færre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.