Vendsyssel FF

Vendsyssel-træner vil skærpe vindermentaliteten

Udfaldet mod bundholdet Hillerød er atypisk for vendelboernes sæson i 1. division, men Henrik Pedersen ser alligevel en tendens

Henrik Pedersen og Vendsyssel FF har hentet mange point mod topholdene, men alligevel halter de et stykke efter dem.
Henrik Pedersen og Vendsyssel FF har hentet mange point mod topholdene, men alligevel halter de et stykke efter dem. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 13:29

FODBOLD: Vendsyssel FF's ambitioner om at række ud efter topplaceringerne i fodboldens 1. division (NordicBet Ligaen) led i den forgangne weekend et knæk, da de overraskende blev besejret 2-0 af bundholdet Hillerød.

Nederlaget kom efter en god periode, hvor de har taget point mod alle topholdene og blot var tre point fra tredjepladsen i rækken.

- Vi har haft fremgang over hele linjen i denne sæson. Vi er et af de hold, der har skabt flest chancer, og samtidig har vi givet meget få chancer væk. På de parametre var vi også bedre end Hillerød senest, men statistikken i den kamp afslører også, at vi løb 35 procent færre sprintmeter end normalt, siger cheftræner Henrik Pedersen.

- Det kan man ikke tillade sig - uanset hvem man møder - og vi har desværre den udfordring, at vi har spændt ben for os selv, hver gang vi har været ved at nå toppen, erkender han.

Gode mod de store

Vendsyssel-træneren mener dog ikke, at det handler om, at spillerne ikke tager opgaven seriøst eller udviser arrogance, fordi de står overfor en på papiret underlegen modstander.

- Når vi har mødt de store hold, har vi været vildt gode. Men vi har en gruppe af unge spillere, der har lidt svært ved at finde præstationerne indefra, fordi de ikke har været vant til at spille på et tophold, hvor det konstant går dem godt. Men det er noget, vi arbejder meget med, forklarer Henrik Pedersen.

Torsdag aften gæster et anden hold fra den tunge del af tabellen Hjørring i skikkelse af FC Fredericia. De vandt tidligere på sæsonen 2-0 hjemme over vendelboerne, som altså er advaret om sydjydernes styrker.

- Det er en modstander af en helt anden kaliber end Hillerød. Fredericia burde have en del flere point, for de er dygtige på bolden, utrolig kompakte i deres pres og ekstremt gode på omstillinger. Det er nogle af de samme parametre, som vi ser som vores styrker, så det bliver helt sikkert en intens kamp, forudser Henrik Pedersen.

Begge hold må i øvrigt undvære en central forsvarspiller i torsdagens kamp. Vendsyssel FF har det formstærke fyrtårn Tobias Anker i karantæne, mens gæsterne på den konto må se bort fra Oliver Olsen.

Der er kampstart klokken 19 på Nord Energi Arena i Hjørring, og derudover kan opgøret mod Fredericia streames på Viaplay.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden