Vendsyssel vil ryste posen mod AaB
Tre offensivspillere er ude af torsdagens testkamp
FODBOLD: Det er en kærkommen mulighed for spilletid til nogle af de spillere, der har trukket det korte strå i forårets første kampe, når Vendsyssel FF torsdag formiddag udnytter den igangværende landsholdsperiode til at gæste AaB for at spille en testkamp.
Sådan lyder oplægget fra Vendsyssel-træner Henrik Pedersen.
- Vi bruger generelt de her landsholdsperioder til at spille en kamp, hvor nogle af dem, der ikke har spillet så meget, får en mulighed for at få noget mere spilletid. Det vil vi gøre igen, og samtidigt er det jo godt at få testet sig selv mod en dygtig modstander, konstaterer Vendsyssel-træneren.
I forårets første kampe har angriberne Lasse Steffensen og Wessam Abou Ali været på skadeslisten, og der har de nu fået selskab af Diego Montiel.
- Diego fik en slagskade i den første kamp mod Hobro, og han har været igennem en lille operation for at få styr på det. Det betyder også, at han ikke er med i de første kampe i nedrykningsspillet.
- Wessam er så småt begyndt at træne med igen, mens vi afventer svar på en scanning, som Lasse har været igennem, fortæller Henrik Pedersen.
I torsdagens kamp er der til gengæld udsigt til spilletid for forsvarsspilleren Daniel Skovgaard Mortensen og midtbanespilleren Magnus Kjellerup Andersen, der tidligere på ugen blev præsenteret som nye Vendsyssel-spillere.
- De er med mod AaB. Det er to spændende unge spillere, men i første omgang er de primært tiltænkt roller som udviklingsspillere, siger Henrik Pedersen.
Når Vendsyssel FF på den anden side af landsholdsperioden genoptager Nordicbet Ligaen, bliver det i nedrykningsspillet, fordi vendelboerne med fredagens 0-1-nederlag til Hvidovre mislykkedes i forsøget på at blive blandt de seks hold, der fik adgang til oprykningsspillet.
Henrik Pedersen har brugt de seneste dage på at finde en forklaring på det udfald.
- Et godt billede er, at vi har tredjeflest indtrædener på modstandernes sidste tredjedel i hele rækken, men samtidigt er vi det hold, der kommer til tredjefærrest afslutninger. Vi skal komme til flere chancer, og vores udnyttelsesgrad skal også være bedre.
- Vi kan godt finde mange statistikker, hvor vi er et top-seks-hold, og i forhold til expected goals har vi også en positiv målforskel, men vi har ikke været dygtige nok på banens sidste tredjedel, siger Henrik Pedersen.
Du kan se opgøret mellem AaB og Vendsyssel FF direkte på nordjyske.dk. Der er kampstart klokken 11.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.