Vendsyssels oprykningsdrømme sendt til tælling

Vendsyssel FF måtte rejse hjem fra topkampen mod Vejle med et 0-1-nederlag i bagagen efter en mangelfuld indsats

Lucas Jensen og holdkammeraterne fik det aldrig for alvor til at spille ude mod Vejle.  <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Lucas Jensen og holdkammeraterne fik det aldrig for alvor til at spille ude mod Vejle.  Arkivfoto: Lars Pauli

VEJLE:Det kommende superligahold Vejle er kun på udlån til landets næstbedste række i en enkelt sæson. Det må være konklusionen efter at have set holdet med base i Nørreskoven overmatche Vendsyssel FF i stort set alle aspekter af fodboldspillet. I en kamp, hvor rammerne var bedre end spillet, vandt Vejle 1-0.

På et solbeskinnet stadion  emmede det hele af format. Ikke alene var der masser af mennesker til fodbold, så var der også god stemning. De medrejsende VFF-fans stod for klart den bedste del af vokaltapetet, mens hjemmeholdets fans havde svært ved at svinge stemmerne op til det helt store.

Inden kampen var der blomster til Lucas Jensen og Mads Greve, der var tilbage på deres tidligere hjemmebane for første gang siden returen fra Vejle til Vendsyssel FF. Overrækkelsen blev ledsaget af stående ovationer fra tilskuerne. Den form for format fortjener at være med i landets bedste række.

Da kampen kom i gang var der ikke samme form for klasse over begivenhederne. I hvert fald ikke fra Vendsyssels side. 

De første 20 minutter var en omgang skyttegravsfodbold. Eneste nævneværdige chance tilfaldt Wessam Abou Ali, der pressede Vejles Ofori til en stor fejl. Abou Ali var dog noget så sjældent som alt for uselvisk, da han forsøgte at spille bolden på tværs i stedet for at afslutte i fri position. 

Vendsyssel FF så ud til at have godt styr på kampen. Der var ikke for alvor optræk til hverken Vejle-pres eller chancer. Men vejlenserne er ikke tophold og storfavorit til at rykke op for ingenting.

En mindre fejl fra Mattias Jakobsen blev lynhurtigt konverteret til en chance for Vejle. Det endte med et hjørnespark til hjemmeholdet. Det udnyttede Vejle til at bringe sig foran. Stefan Velkov kom foran Mads Greve på et perfekt slået hjørnespark og headede bolden over i det lange hjørne uden chance for Marcus Bundgaard. 

Føringsmålet blev startskuddet til en periode med Vejle-kontrol i kampen. Traditionsklubben satte sig ganske enkelt på kampen så eftertrykkeligt, at det virkede usandsynligt, at Vendsyssel kunne arbejde sig tilbage i kampen. 

Saeid Ezatolahi ejede midtercirklen og de omkringliggende kvadratmeter i første halvleg. Han var i særklasse banens bedste. AaB havde i sommer mulighed for at leje iraneren, og bedømt på søndagens indsats, ville det have været lige den mand, som der er blevet sukket efter i Aalborg. 

Ezatolahi gjorde nemlig livet surt for vendelboerne, der slet ikke kunne matche hans tempo og fysik. I flere sekvenser blev det tydeligt, at VFF i den grad manglede skadesramte Victor Mpindi.

Samtidig var Vendsyssel-spillerne leveringsdygtige i alt for mange lette fejl. Det være sig både, når man selv havde bolden, og når Vejle skulle angribe.  

Lige inden pausefløjtet vågnede Wessam Abou Ali op til dåd. NordicBet Ligaens topscorer havde stort set været usynlig, men et lille glimt af klasse pippede frem, da han modtog bolden, vendte rundt på en Vejle-spiller for så at blive revet omkuld. Kampens dommer vinkede dog spillet videre, og det endte med en god chance til Simon Okosun, der fik sit skud blokeret. 

Vejle Boldklub - Vendsyssel FF 1-0 (1-0)

  • Fodbold, NordicBet Ligaen
  • Mål: 1-0 Stefan Velkov (20. minut)
  • Vendsyssels hold (4-3-3): Marcus Bundgaard - Zander Hyltoft, Mads Greve, Tobias Anker, Emil Arendrup - Mattias Jakobsen (Lasse Steffensen, 62. minut), Simon Okosun, Carl Lange (Anton Søjberg, 81. minut) - Lucas Jensen (Rune Frantsen, 62. minut), Wessam Abou Ali, Tiemoko Konate (Terence Baya, 81. minut). 
  • Advarsler: Stefan Velkov (15), Saeid Ezatolahi (98), Vejle. Emil Arendrup (34), Zander Hyltoft (34), Tobias Anker (77) Vendsyssel 
  • Tilskuere: 4265

Anden halvleg begyndte stort set som første halvleg. Vejle kontrollerede kampen, mens det alt for ofte så ud til, at bolden havde en frø i sig, når Vendsyssel-spillerne skulle beherske den. 

Henrik Pedersen tog konsekvensen af den mangelfulde indsats. Han sendte det nordjyske svar på Air force 1 i spil, da Lasse Steffensen blev skiftet ind efter en times spil. Med det træk blev der lagt op til en masse indlæg mod Vejles felt.

Det skabte bare ikke den ønskede effekt for Vendsyssel FF. I stedet for et tryk mod Vejle-feltet blev det en rodet og alt for hektisk kamp for vendelboernes side. Det var Vejle, der var klart tættest på kampens anden scoring. I alt for mange sekvenser blev det tydeligt, at Vendsyssel mod en modstander som Vejle har flere spillere, der individuelt kommer til kort. 

I de sidste minutter blev Tobias Anker rykket frem i forreste linje, så man nu havde ham, Lasse Steffensen og Okosun at sigte efter. Det førte dog ikke noget med sig. Vejle havde modsat en del meget store chancer, hvor kampen burde være blevet lukket. Otte minutters tillægstid gjorde heller ikke noget godt for Vendsyssel FF, der heller ikke her formåede at gøre kampen spændende. 

Med 1-0-sejren er Vejle nu 11 point foran Vendsyssel, der ligger på tredjepladsen. Vendsyssel har syv point op til Hvidovre på andenpladsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.