Vendsyssels superligadrøm blev sendt til tælling i Silkeborg

Vendsyssel FF led det tredje nederlag i foråret, da Sønderjyske snuppede de tre point på kunstgræsset i Silkeborg

Vendsyssel FF har fået en skidt start på foråret. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Vendsyssel FF har fået en skidt start på foråret. Arkivfoto: Lars Pauli

SILKEBORG:Vendsyssel FF's forhåbninger om at spille med om oprykning til Superligaen led søndag endnu et knæk, da det blev til et 2-3-nederlag til Sønderjyske.

Det var Vendsyssels tredje nederlag i forårssæsonens første fire kampe, og der er nu otte point op til Hvidovre på den oprykningsgivende andenplads.

Netop Hvidovre er modstanderen i grundspillets sidste runde på lørdag.

Vendsyssel FF - Sønderjyske 2-3 (0-2)

  • Fodbold, Nordicbet Ligaen
  • Mål: 0-1 Lukas Björklund (15. minut), 0-2 Søren Andreasen (33. minut), 1-2 Wessam Abou Ali (72. minut), 1-3 Emil Frederiksen (straffespark, 82. minut), 2-3 Lasse Steffensen (90. minut)
  • Advarsler: Orri Oskarsson, Sønderjyske (70. minut), Mads Greve, Vendsyssel FF (73. minut)
  • Vendsyssel FF's opstilling (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen (Anton Søjberg, 57. minut), Mads Greve, Tobias Anker, Emil Arendrup Nielsen (Terence Baya, 84. minut) - Zander Hyltoft (Oscar Buch, 84. minut), Ayo Simon Okosun, Carl Lange - Lucas Jensen (Lasse Steffensen, 46. minut), Wessam Abou Ali, Tiémoko Konaté

Den seneste uges snevejr i Nordjylland havde gjort Vendsyssel FF's sædvanlige hjemmebane i Hjørring uegnet til fodbold, hvorfor søndagens opgør var henlagt til kunstgræsset på Jysk Park Silkeborg.

Det var umiddelbart en fordel for Sønderjyske, der i første halvleg lykkedes godt med at flytte bolden så hurtigt, at Vendsyssel FF ikke fik succes med sit aggressive presspil.

Vendelboerne fik godt nok en udmærket mulighed efter 10 minutters spil, da topscorer Wessam Abou Ali headede over mål, men derfra stod der Sønderjyske på det meste i første halvleg.

Derfor var det heller ikke urimeligt, at sønderjyderne efter et kvarters spil tog føringen efter et hjørnespark. På målstregen fik Rune Frantsen godt nok afværget det første forsøg, men riposten røg lige ud til Lukas Björklund, der uden problemer kunne skubbe bolden i mål.

Efter 33 minutters spil blev den føring også fordoblet, da Sønderjyske igen lykkedes med at splitte Vendsyssels organisation ad. Det gav masser af plads til Jonas Thorsen i højre side. Hans flade tværpasning sprang Lukas Björklund over, og det gav frit skud til Søren Andreasen, der kunne lægge bolden over i det fjerne målhjørne, mens Vendsyssel-målmand Marcus Bundgaard forgæves forsøgte at nå ned til den.

Tobias Anker fik få minutter senere en pæn hovedstødsmulighed, som han dog slet ikke fik dirigeret mod mål, og det var meget symptomatisk for en første halvleg, hvor ikke meget lykkedes for vendelboerne. 

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen reagerede ved fra anden halvlegs start at erstatte anfører Lucas Jensen med Lasse Steffensen, og det gav nyt liv til offensiven.

I anden halvlegs første fem minutter fik både Steffensen og Wessam Abou Ali store chancer. De blev dog misbrugt i den åbne slagudveksling, hvor Sønderjyske også havde flere gode muligheder for at gøre det til 3-0.

18 minutter før tid fik Vendsyssel alligevel bragt spænding tilbage i kampen, da topscorer Wessam Abou Ali var på pletten nok en gang. Abou Ali tog et træk ind i banen, inden han snød Sønderjyske-målmand Nicolai Flø med en afslutning i nærmeste målhjørne.

Marcus Bundgaard holdt spændingen i live, da han få minutter senere klarede en friløber fra Sønderjyskes Emil Frederiksen, men trods flere situationer, hvor Vendsyssel appellerede kraftigt for straffespark, lykkedes det ikke for vendelboerne at fuldende comebacket.

I stedet var det Sønderjyske, der otte minutter før tid kunne afgøre kampen på et straffespark. Marcus Bundgaard kom for sent med sit indgreb og nedlagde Emil Frederiksen, der selv sparkede bolden i nettet fra de 11 meter.

I dommerens tillægstid bankede Lasse Steffensen bolden op i nettaget til en reducering til 2-3, men scoringen faldt for sent til, at Vendsyssel for alvor kunne nå at jagte udligningen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.