Venner til hverdag - fjender i ringen: Nordjyder skal forbi hinanden ved DM i boksning

Sune Heltberg og Mathias Høyer Christensen er de eneste Aalborg-boksere, der bejler til senior-DM i boksning

Mathias Høyer Christensen (til venstre) og Sune Heltberg skal med stor sandsynlighed slå hinanden, hvis de vil vinde DM i boksning.

Mathias Høyer Christensen (til venstre) og Sune Heltberg skal med stor sandsynlighed slå hinanden, hvis de vil vinde DM i boksning.

BOKSNING:For 14 dage siden mødtes de for at spise en kebab sammen. I denne weekend skal de med stor sandsynlighed slå hinanden til lirekassemænd, hvis de vil stå med den eftertragtede titel som dansk mester i boksning.

Sune Heltberg fra AK Jyden og Mathias Høyer Christensen fra Lindholm Bokseklub er de eneste Aalborg-boksere, der stiller op ved seniorrækkerne til de danske mesterskaber, men begge bokser i 69 kilo-klassen, og dermed skal de altså forbi hinanden, hvis de vil vinde titlen.

Sådan har det efterhånden været adskillige gange, og de to boksere har mødt hinanden tre gange tidligere. Mathias Høyer Christensen fører indbyrdes med 2-1, men Sune Heltberg er forsvarende dansk mester.

- Ja, jeg synes jo lidt, at det er min vægtklasse, men samtidig er den så tæt, så hvis man har en dårlig dag, kan man sagtens ende med at tabe. Det handler meget om, hvilket mindset du dukker op med på dagen. Og jeg føler, at jeg er helt klar, siger den forsvarende mester Sune Heltberg.

De to nordjyske boksere kunne allerede fredag sige hej til hinanden, da bokserne blev vejet ind - det klarede de begge uden problemer - og derefter var der lodtrækning i klassen, der har seks deltagende boksere.

Her havde Mathias Høyer Christensen en heldig hånd og blev oversidder i kvartfinalerne, mens Sune Heltberg fredag aften skulle op imod Joachim Piotrowski fra CIK.

- Jeg fik da heldigvis en fridag, men jeg havde været helt klar på at bokse fredag også. Jeg er helt mentalt klar, siger Mathias Høyer Christensen.

- Jeg havde forberedt mig på, at jeg skulle i kamp alle tre dage, så det er ikke noget problem for mig, siger Sune Heltberg, der da også tog en overbevisende sejr i sin kvartfinale.

Ikke noget problem

Men selvom de to altså sagtens kan mødes og hygge til hverdag, er de også begge klar over, hvad der er på spil, når de mødes i ringen.

- Man kan sagtens være gode venner udenfor ringen og så alligevel bokse mod hinanden. Og han er især nem at være gode venner med, for han er et rigtig godt menneske både i ringen og udenfor ringen. Men du skal kunne lægge det til side, når du står i ringen. For der er vi fjender eller konkurrenter alt efter, hvad du vil kalde det, siger Sune Heltberg.

- Jeg synes, vi er cirka lige gode, så det handler altid om, hvem der rammer dagen, når vi mødes. Jeg kan godt slå ham, men jeg kan bestemt også ende med at tabe, siger Mathias Høyer Christensen.

- Vi kan sagtens være gode venner. Sådan er boksning. Det er fedt, at man kan slå hinanden til blods og give hinanden blå øjne og flækkede læber og så alligevel grine sammen bagefter, siger Mathias Høyer Christensen.

Også en tredje nordjyde er med i vægtklassen, Enock Mbilzi, der nu bokser i Aarhus, men i mange år har repræsenteret BK Pugilist i Frederikshavn.

- Jeg synes i det hele taget, at 69 kilo er den absolut sværeste vægtklasse. Der er altid mange boksere med, og de er meget gode. Så jeg har da absolut overvejet, om jeg skulle gå op i 75 kilo. Men foreløbigt er jeg her, siger Lindholm-bokseren, der har fordel af hjemmebane ved stævnet, der bokses i Nørresundby Idrætscenter.

Semifinalerne bokses lørdag, mens der er finaler søndag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.