tennis

Verdensetter forlænger spektakulær stime i French Open

Polske Iga Swiatek slog Danka Kovinic i French Opens tredje runde og har nu vundet 31 kampe i træk.

Iga Swiatek er klar til ottendedelsfinalen i French Open.
Iga Swiatek er klar til ottendedelsfinalen i French Open. Pascal Rossignol/Reuters

Opdateret kl. 16:36

Den polske tennisspiller Iga Swiatek fortsætter med at imponere. Lørdag spillede hun sig uden de helt store problemer videre fra tredje runde af grand slam-turneringen French Open.

Det skete med en sejr på 6-3, 7-5 over Danka Kovinic fra Montenegro.

Dermed er den polske verdensetter nu oppe på 31 sejre i træk. I 22 af de seneste 23 sejre har hun endda vundet med 2-0 i sæt.

Swiatek kom flyvende fra start og bragte sig foran 3-0 i kraft af et servegennembrud.

Men Kovinic var ikke kommet for at være statist. Hun begyndte at bide fast i baglinjeduellerne og fik Swiatek til at begå fejl. Hun spillede sig helt tilbage i kampen ved at udnytte sin første breakbold til at reducere til 3-4.

Det behagede tydeligvis ikke Swiatek, som skruede bissen på. Efter sidebyttet gik hun ud og vandt de næste otte bolde på stribe og dermed sættet 6-3.

I andet sæt brød Swiatek to gange og kom foran med 4-1, men så lod hun til at miste lidt fokus.

Kovinic var iskold, når hun fik chancer til at bryde, og på den måde bragte hun overraskende balance i sætstillingen ved 4-4 og kom også foran med 5-4.

Men igen viste verdensetteren, at hun lige er et niveau over de fleste andre. Swiatek reagerede ved at vinde de næste tre partier og dermed sættet 7-5.

Den 20-årige Swiatek vandt sin hidtil eneste grand slam-turnering ved netop French Open i 2020.

Polakken er samtidigt den sidste af de top 10-seedede spillere, der er tilbage i turneringen.

Spanske Paula Badosa, der var tredjeseedet, trak sig lørdag med en skade ved stillingen 3-6, 1-2 mod russeren Veronika Kudermetova, mens syvendeseedede Aryna Sabalenka tabte til italieneren Camila Giorgi i tre sæt.

De resterende syv spillere fra top-ti røg ud i første eller anden runde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden