Verdensetter takker Saudi-Arabien for stor tennisstøtte
Aryna Sabalenka hylder WTA's samarbejde med Saudi-Arabien, mens kritikere kalder det sportswashing.
Det er udelukkende positivt, at Saudi-Arabiens statslige investeringsfond (PIF) har kastet adskillige milliarder ind i tennissporten for både mænd og kvinder.
Sådan lyder det fra verdens bedste kvindelige tennisspiller, belaruseren Aryna Sabalenka, efter debat om hvorvidt støtten fra Saudi-Arabien kan betegnes som sportswashing.
- Jeg har været i Saudi-Arabien mange gange, og de har en stor passion for sport. Deres støtte betyder rigtig meget for os alle.
- Deres støtte er meget vigtig for WTA (kvindernes tennisorganisation, red.), og jeg tror, vi alle er meget taknemmelige for deres støtte, siger Sabalenka ved et WTA-arrangement i Hollywood ifølge Reuters.
Verdensetteren er en af dem, der via større præmiepuljer lukrerer på Saudi-Arabiens støtte.
PIF har indgået et "strategisk partnerskab" med både WTA og herrernes tennisorganisation, ATP.
Foruden at støtte og medfinansiere en række store turneringer har saudiaraberne sikret sig værtskabet for kvinderens sæsonfinale.
Investeringerne i tennis kommer på bagkant af, at PIF har støttet andre sportsgrene med enorme økonomiske ressourcer de seneste år. PIF pumper blandt andet penge ind i herrefodbold, Formel 1 og golf.
Kritikere har påpeget, at landets store engagement i sport udelukkende skal ses som sportswashing.
Begrebet dækker over, når eksempelvis lande som Saudi-Arabien, der står anklaget for flere brud på menneskerettighederne, forsøger at købe sig til et forbedret omdømme gennem sport.
I Saudi-Arabien har kvinder på en række områder ikke de samme rettigheder som mænd, påpeger menneskerettighedsorganisationer flittigt. Men det hindrede altså ikke WTA i at indgå et samarbejde med det mellemøstlige land i maj sidste år.
WTA-direktør Marina Storti ser samarbejdet med Saudi-Arabien som fuldstændig ukontroversielt og meget fordelagtigt for udbredelsen af tennis.
- Vores spillere er meget begejstrede for at optræde i et land, hvor de er inspirerende rollemodeller.
- Vi mener i høj grad, at det er en del af vores mission at komme ind på nye markeder, fordi vi ønsker at inspirere fans, uanset hvor i verden de bor, siger hun.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.