Verdensetter viser ingen tegn på rust i grand slam-opvarmning
Med mindre end to uger til Australian Open ligner Ashleigh Barty en spiller, der har ramt en god form.
Det er ikke til at se på tennisspilleren Ashleigh Barty, at hun ikke har spillet en tenniskamp i fire måneder.
På hjemmebane i WTA-turneringen i Adelaide vandt australieren fredag i sikker stil over amerikaneren Sofia Kenin og fortsætter dermed de gode takter op til Australian Open.
Grand slam-turneringen begynder 17. januar, og mange øjne vil hvile på verdensetteren Barty, som endnu har sin første triumf til gode i Australian Open.
Spørgsmålet var, om pausen siden US Open i september ville begrænse Barty, men indtil videre er der ikke meget, der tyder på det.
Hun lagde ud med at slå teenageren Cori Gauff, før hun fredag leverede en bundsolid præstation mod Kenin.
Barty tillod ikke en eneste breakbold, og samtidig vandt hun 97 procent af alle de dueller, hvor hun ramte på sin førsteserv.
Det kunne Kenin ikke hamle op med, og kampen var overstået på lidt over en time.
25-årige Barty har ligget på verdensranglistens førsteplads i 102 uger i træk.
Tidligere i karrieren har hun vundet grand slam-turneringerne French Open og Wimbledon, mens sidste års semifinale er hendes bedste resultat i Australian Open.
I semifinalen af Adelaide International skal australieren møde polske Iga Swiatek, mens den anden semifinale består af Elena Rybakina og Misaki Doi.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.