Verdensetteren Alcaraz kommer ned på jorden efter triumf

Carlos Alcaraz tabte sin første kamp som verdensetter, og sejrherren giver teenageren kredit for at møde op.

22-årige Felix Auger-Aliassime står noteret for sejre i begge sine møder med Carlos Alcaraz. I 2021 trak spanieren sig dog med en skade i andet sæt, da de mødtes i US Opens kvartfinaler. <i>Pablo Morano/Reuters</i>

22-årige Felix Auger-Aliassime står noteret for sejre i begge sine møder med Carlos Alcaraz. I 2021 trak spanieren sig dog med en skade i andet sæt, da de mødtes i US Opens kvartfinaler. Pablo Morano/Reuters

Efter karrierens største uger kom tenniskometen Carlos Alcaraz sent fredag lidt ned på jorden igen.

Den nykronede US Open-vinder og verdensetter tabte 7-6, 4-6, 2-6 til Felix Auger-Aliassime i Spaniens Davis Cup-opgør mod Canada i Valencia.

- Jeg ankom ikke i ret god fysisk tilstand. Det var meget, meget hårdt. Banen var langsom. Jeg havde kun to dage til at tilpasse mit spil. Det var en meget hård dag, siger Alcaraz ifølge Reuters.

Auger-Aliassime, der er nummer 13 i verden, udlignede med sin sejr til 1-1 og var også med til at sikre Canada en 2-1-sejr efter en sejr i double.

Han glæder sig over skalpen og giver Alcaraz kredit for at tage turen fra New York og stille op få dage efter sin store triumf.

- Det var en stor sejr for mig og holdet. Personligt var det stort for mig, fordi Carlos er den nye nummer et.

- Han gjorde en stor indsats ved at flyve over Atlanten for at komme her og spille. Det skal han have respekt og kredit for, siger canadieren.

19-årige Alcaraz slog søndag norske Casper Ruud i fire sæt i US Open-finalen og sikrede sig karrierens første grand slam-titel. Mandag toppede han for første gang verdensranglisten.

Trods nederlaget mod Canada er Spanien stadig i spil til at avancere til Davis Cups slutspil. Søndag møder holdet Sydkorea i den sidste gruppekamp.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.