Verdensetteren Swiatek hiver anden sejr hjem i sæsonfinalen
Polske Iga Swiatek, der er øverst på verdensranglisten, vandt også sin anden kamp i sæsonfinalen overlegent.
Opdateret kl. 03:43
Den polske verdensetter Iga Swiatek er favorit til at gå hele vejen ved kvindernes sæsonfinale i tennis, og natten til fredag dansk tid tog hun det andet skridt mod triumfen.
I den amerikanske by Fort Worth i Texas vandt den 21-årige polak ganske overlegent over franske Caroline Garcia med cifrene 6-3, 6-2.
- Hun lagde et stort pres og satte masser af fart på sine bolde, så jeg var nødt til at returnere dem endnu hårdere. Det var jeg dog klar til, siger Swiatek ifølge nyhedsbureauet Reuters i et interview på banen efter kampen.
- Min træner og jeg havde lagt en god taktik, som gav mig troen på, at jeg kunne dominere kampen, selv om hun spiller rigtig, rigtig godt, siger Swiatek om verdens nummer seks.
Sejren gav samtidig Swiatek en vis grad af revanche, efter at hun i juli tabte til 29-årige Garcia i kvartfinalen ved Poland Open.
Swiatek vandt sin første kamp i sæsonfinalen i Texas over russiske Darja Kasatkina med cifrene 6-2, 6-3, mens Garcia vandt sin første kamp over amerikanske Coco Gauff.
Natten til fredag dansk tid slog Darja Kasatkina den unge Coco Gauff med cifrene 7-6 (8-6), 6-3.
Kasatkina var bagud 1-4 i første sæt, men fik altså kæmpet sig tilbage, før hun dominerede andet sæt og vandt kampen på en time og 40 minutter.
Ved WTA Finals spiller deltagerne først et gruppespil, hvorefter de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.
Lørdag aften dansk tid møder Iga Swiatek Coco Gauff, mens Caroline Garcia møder Darja Kasatkina i den gruppe, der hedder Group Tracy Austin.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.